Sommerhus ved Henne Strand
For arkitekten bag sommerhuset, Karsten Larsen, skulle denne opgave ikke være et traditionelt byggeri. Dets særkende er et pagode-inspireret tag med loft til kip. Huset er opført med henblik på udlejning eller salg og ligger også skønt nær Blåbjerg plantage, Henne Strand og meget tæt på en ny golfbane. Til trods for sit lidt utraditionelle udseende er sommerhuset meget funktionelt og spændende indrettet.
Midt i huset under ”pyramideformen” er der et centralt alrum, der forbinder de tre værelser og to badeværelser med køkkenet og opholdsstuen. Øverst i loftet er der placeret Velux vinduer, der fint supplerer det øvrige dagslys. Stuen, der står i åben forbindelse med køkken og alrum, er forsænket nogle trin, så den alligevel er adskilt fra det store rum. Fra stuen er der udgang til en stor terrasse i træ.
Materialevalget i sommerhuset er generelt på et meget højt niveau. Huset er opført i Sibirisk lærketræ med blokhus brædder. Taget er ædelengoberet tegltag og vinduer og døre er i mahogni. Indenfor har Karsten Larsen også tænkt nøje over materialerne. I værelserne er der mahognigulve, og det øvrige gulvareal er lyse klinker. Overalt i huset er der Troldtekt plader på de skrånende lofter, der går til kip. Pladerne er af typen ultrafin i hvidmalet og skaber en rolig sammenhæng i de mange rum. Troldtekt er også valgt for sin akustikregulerende effekt, da Karsten Larsen vurderede, at der ellers kunne blive en rungende akustik i det store rum, med højt til loftet og klinkegulve. ”Et sommerhus er et sted, hvor der ofte er meget liv af legende børn og gæster, og så skal det fortsat være muligt at kunne tale normalt sammen!”
Arkitekt: Karsten Larsen
Loft: Troldtekt, ultrafin struktur, hvidmalet