Thy
I Thy, lidt gemt mellem en blanding af løv- og nåletræer, finder man familien Binderups charmerende sommerhus i sort træ med små, hvide vinduer.
Indenfor overrasker et rundt rum, der opleves lige så hyggeligt, som det var tanken. Der er tilmed loft til kip, hvor Troldtekt sikrer en god akustik.
Drømmen om det perfekte sommerhus tog form efter mange års arbejdsliv. Nu skulle der være tid til den nære natur, bøger og børnebørn. For familien Binderup var det et rigtig spændende projekt, der gik lige fra at finde den rette grund til at få løst de byggetekniske detaljer. Familien bor i Aars, og et sommerhus var oplagt at finde nær Limfjordens smukke landskab.
Ikke bare et sommerhusBeslutningen om, hvorvidt familien skulle vælge et typehus til grunden eller få det tegnet, var lige til. Vagn Binderup kendte arkitekt Jesper Vognsgaard fra tidligere, og opgaven til arkitekten lød på at tegne et sommerhus lidt ud over normal standard. Et hus, som bød på overraskende former og med god plads til hygge. Jesper Vognsgaard er en erfaren arkitekt, der ofte har været omkring runde former i sit arbejde, ikke mindst i forbindelse med, at han har tegnet flere vandtårne.
De runde former er sjældent standardløsninger i boliger, men i dette sommerhus fungerer de utrolig godt.
Den runde lydEt helt rundt rum har sine egne regler. Vagn Binderup fortæller, at familien lykkeligvis havde en arkitekt, der kendte til de særlige forhold, et rundt rum giver. Lyden spejles midt i rummet – ikke just optimalt for en hyggelig middag. At der samtidig er højt til loftet betød, at der skulle arbejdes med akustikken. Jesper Vognsgaard var ikke i tvivl om, at Troldtekt var svaret:
– Det er et materiale, der absorberer den reflekterende lyd og giver en behagelig efterklangstid uden overraskende ekko, fortæller han.
PagodeformerOgså æstetisk er valget af Troldtekt vellykket. Til de træbeklædte, kurvede vægge fungerer de naturfarvede Troldtekt plader fint, ligesom de danner en god sammenhæng mellem de geometrisk meget forskellige rum i huset. Den runde form, kombineret med et traditionelt loft til kip, giver en visuel effekt af et pagodetag. Udhænget har flere funktioner, men signalerer først og fremmest hygge og varme. I dette sommerhus er der virkelig leget bevidst med virkemidlerne.
Huset er sit helt eget – på én gang praktisk og kompakt og med en dejlig oplevelse af at åbne sig indefra til den omkringliggende natur.
Arkitekt Jesper Vognsgaard har tegnet det utraditionelle sommerhus til familien Binderup, som stod færdig i 2007. Huset er på 100 kvadratmeter plus 10 kvadratmeter isoleret udhus og 51 kvadratmeter overdækket terrasse. Lofterne er beklædt med Troldtekt i lys natur fin struktur.