Sans for arkitektur
Hun er arkitekt på en af Danmarks største tegnestuer og var som formand for arkitekturens kanon- udvalg med til at indkredse den danske arkitekturskat. Lone Wiggers giver her sit bud på arkitektoniske tendenser nu og i fremtiden samt på forholdet mellem moderne arkitektur og akustik.
– Der er stor efterspørgsel på oplevelser i tidens arkitektur. Det handler ikke kun om at bygge fysiske rammer til en bolig, et kontor eller en institution. Det handler om at brande sig selv og udadtil vise, hvem man er, siger Lone Wiggers, arkitekt og partner hos Arkitektfirmaet C. F. Møller A/S.
At boligen bliver ikon for, hvem man er, og arbejdspladsen for, hvad man laver, skyldes ifølge Lone Wiggers, at folk i dag har flere penge mellem hænderne og har råd til at realisere sig selv via oplevelsesrig arkitektur inde i boligen såvel som uden for på facaden. Men det skal ikke være oplevelser og effekter for overfladens skyld.
– God arkitektur handler om evnen til at afkode det sted, hvor man skal bygge. Om at analysere sig frem til, hvad bygningen skal bruges til, og hvordan arkitekturen kan omsættes til stedets natur, samtidig med at æstetik og funktionalitet går hånd i hånd. Det handler om at lade sig inspirere af andre tendenser, samtidig med at man kender sin tradition og agerer i forhold til den, siger Lone Wiggers, der som andre danske arkitekter har fødderne plantet i dansk modernisme.
Artiklen Sans for arkitektur blev trykt i Inspirationsmagasinet, som blev udsendt som indstik til Arkitekten nr. 2 i 2007. Klik her for at downloade eller bestille magasinet.