Pressemeddelelse, november 2006
DR Byens loft løfter indeklimaet
Da DR Byen i september slog dørene op til segment 3 i Danmarks nye multimediehus, var det med akustikløsninger fra Troldtekt A/S i loftet. Løsningerne imødekommer på samme tid bygningens særlige krav til akustik, ventilation og indeklima. Resultatet er et optimalt arbejdsmiljø, hvor kvalitet og æstetik går hånd i hånd.
Det hele gik op i en højere enhed, nemlig loftet, da DR Byen i september 2006 tog segment 3 i brug i det nye multimediehus i Ørestaden. Troldtekt A/S står bag Troldtekt® akustiklofterne til den 17.000 kvadratmeter store bygning. Akustiklofter, der indfrier særlige krav til ventilation og indeklima, samtidig med at de forener nytænkende arkitektur med optimal akustik. For Troldtekt, der gennem de seneste år har realiseret et kursskifte fra loftsplade- til systemleverandør, har opgaven i DR Byen, bekræftet, at et loft ikke blot skal være et loft, men en multifunktionel flade, der understøtter et godt arbejdsklima.
Akustik og æstetik
– Kombinationen af kvalitet, arkitektur og æstetik spiller en stadig større rolle hos såvel private forbrugere som hos professionelle bygherrer. En bygning skal ikke længere bare være flot, den skal også fungere optimalt, og her er lyden en central faktor, siger Peer Leth, administrerende direktør hos Troldtekt.
Udfordringen ved segment 3, det tredje af DR Byens fire segmenter, har været at forene store, åbne kontorplaner med en god og behagelig akustik. Bygningen skal fungere som en optimal arbejdsplads for de 500 medarbejdere fra blandt andet DR’s administration og Københavns Radio, der får madro i den fælles kantine via lydabsorberende loftsplader.
– Det skaber gode muligheder for samarbejde og vidensdeling at arbejde i åbne kontorlandskaber, men kun hvis akustikken og det øvrige indeklima er i orden. Akustikloftet i segment 3 sikrer ud over et godt lydmiljø et godt indeklima, da Troldtekt-pladerne er indeklimamærkede i overensstemmelse med Dansk Indeklima Mærknings ordning. Og visuelt fungerer loftet desuden som en flot kontrast til de ellers glatte og transparente overflader i bygningen, siger Peer Leth.
Lydabsorberende radio uden træk
Troldtekt er ikke den eneste Troldtekt-løsning, der befinder sig i toppen af DR Byen. I Københavns Radios studier er særlige krav til akustik og ventilation indfriet med Troldfon® akustiklofter kombineret med Troldtekt® aircare ventilationsplader til det specialudviklede ventilationssystem AirCare® Comfort fra Dantherm Filtration A/S. Alle installationer er skjult og indbygget i loftsfladen, og hele loftsfladen anvendes som ventilationsflade. Resultatet er en skjult og lydsvag ventilation uden træk.
Ud over segment 3 bliver der også anvendt Troldtekt-løsninger i segment 4, der er tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel. Lofterne i gangzonerne er neon-orange-farvede Troldtekt-akustiklofter, og funktion og æstetik spiller her sammen på bedste vis.
Traditioner og visioner
– DR Byen er et rigtigt spændende og visionært projekt, der overordnet tænker det nyeste inden for den digitale verden sammen med det nyeste inden for arkitektur og akustik. At vores løsninger optræder i den sammenhæng siger noget om, at vores kursskifte gennem de seneste år har været et vigtigt og rigtigt skridt i vores forretningsmæssige udvikling, siger Peer Leth og fortsætter:
– Fra at være leverandør af loftsplader har vi udviklet os til en leverandør af multifunktionelle systemer og løsninger, som vi udvikler i tæt samarbejde med arkitekter og kompetente fagspecialister. Og det ser ud til at lykkes. Ellers ville en virksomhed, der har rundet 150 år, ikke have noget at gøre i udformningen af et nyt og moderne multimediehus som DR Byen.
Yderligere information
Hvis du ønsker yderligere information, er du velkommen til at kontakte administrerende direktør Peer Leth på 87 47 81 00 eller pl@lhammerich.dk.