EPD -
miljøvare-
deklaration

Miljøvaredeklaration (EPD) for Troldtekt er udarbejdet af Teknologisk Institut og tredjepartsverificeret af norske SINTEF Byggforsk / SINTEF Building and Infrastructure og registreret hos EPD Norge og hos EPD Danmark. Troldtekts miljøvaredeklaration - eller EPD'en (Environmental Product Declaration) - er udarbejdet efter den nye europæiske standard CEN EPD EN 15804 og er baseret på faktiske tal fra Troldtekts produktionsflow. Miljøvaredeklarationen gør Troldtekts miljøprofil tydelig og gennemskuelig.

Troldtekt EPD danmark 

Download Troldtekts EPD fra EPD Danmark.

Troldtekt, EPD Norway Logo

Download Troldtekts EPD fra EPD Norge.

Troldtekt IBU

Registreret hos IBU

Troldtekts EPD er godkendt og optaget i det tyske register for tredjepartsverificerede EPD’er hos Institut für Bauen und Umwelt e.V. (IBU). Både EPD-Norge og IBU deltager i det europæiske ECO Platform samarbejde og har indgået aftale om gensidig anerkendelse af tredjepartsverificerede EPD’er, som er udarbejdet i henhold til EN 15084.

Også EPD Danmark deltager i ECO Platform samarbejdet og har indgået tilsvarende aftale. Læs mere her. 

Download tysk-tilpasset udgave af Troldtekts EPD.

Hvorfor en EPD?

Pr. 1. juli 2013 trådte EU’s nye byggevareforordning i kraft. Byggevareforordningen (CPR) erstatter Byggevaredirektivet (CPD), og som noget nyt stiller EU-kommissionen med "det 7. krav" i Byggevareforordningen krav til branchens producenter om at dokumentere de bæredygtige aspekter i deres produkter.

Det er en udvikling, som vi hos Troldtekt hilser velkommen, og derfor har vi fået udarbejdet en miljøvaredeklaration, som fokuserer på vores akustikpladers miljøpåvirkning ”fra vugge til port”, altså fra råvarer til det færdige produkt forlader fabrikken. Miljøvaredeklarationen er udarbejdet efter den nye europæiske standard CEN EPD EN 15804.

Miljøvaredeklarationer skal gøre det nemmere for rådgivere og bygherrer at sammenligne oplysninger om produkters miljøpåvirkning – også på tværs af landegrænserne i EU. Kommissionens "7. krav" om dokumentation af bæredygtighed skal nu implementeres i de forskellige produktstandarder under CEN i takt med, at disse revideres ca. hvert 5. år. Derfor kan der desværre gå flere år, før de nye krav er fuldt implementeret.

I mellemtiden vil sammenlignelighed være en udfordring, da mange ældre miljøvaredeklarationer er udarbejdet efter ISO 14025, der ikke er specifik for byggevarer, og hvor der er er en høj grad af ”metodefrihed”.

Faktiske & generiske data

En miljøvaredeklaration skal i videst muligt omfang baseres på faktiske oplysninger og konkrete data om produktet, men der kan også bruges generiske oplysninger, som er baseret på regionale, nationale eller globale gennemsnitsbetragtninger fra databaser og opslagsværker.

Troldtekts miljøvaredeklaration er i størst mulig udstrækning baseret på faktiske tal fra produktionen, som kan illustreres i nedenstående flow-diagram:



Hvad indeholder en EPD?

En miljøvaredeklaration (EPD) skal indeholde verificerbare, præcise og ikke-misvisende miljøinformationer om et produkt og dets anvendelse. Men oplysningerne kan altså godt være delvist baseret på generiske og ikke faktiske data. En EPD er en deklaration og ikke et kvalitetsstempel, og en EPD siger ikke noget om, hvorvidt et produkt er meget eller lidt miljøbelastende, ligesom en EPD ikke er nogen garanti for, at produktet er miljøvenligt. Men det bliver mere gennemskueligt for rådgivere og bygherrer at sammenligne forskelige produkters påvirkning af miljøet.

En EPD skal i henhold til EN 15804 indeholde oplysninger om følgende 7 miljøpåvirkninger:

1. Global opvarmning (CO2 equiv)
Kaldes også ”carbon footprint” og måles i CO2-ækvivalenter. Regnes for den primære faktor for klimaforandringer.

2. Nedbrydelse af ozonlaget (CFC-11 equiv)
Måles i chlorofluorocarbon-11-ævkivalenter, men lattergas samt andre forbindelser indgår også i CFC-11 equiv-tallet. Nedbrydes ozonlaget absorberes der mindre af den skadelige solstråling.

3. Forsuring (SO2 equiv)
Måles i svovldioxid-ækvivalenter (SO2 equiv). Skyldes svovldioxid-udledning til atmosfæren, hvilket øger syreindholdet i fx vand.

4. Eutrofiering (PO4 equiv)
Måles i fosfat-ækvivalenter (PO4 equiv). Forårsager algevækst i søer m.m. pga. biprodukter fra landbrug, industri og husholdning. ”Overgødningen” medfører iltsvind og skyldes især nitrater og fosfater.

5. Fotokemisk ozondannelse (ethen/ethylen equiv)
Måles i ethen/ethylen-ækvivalenter. Fotokemisk ozondannelse er en følge af brug af opløsningsmidler og udledninger fra biler og kraftværker. Ozon forårsager gener og sygdomme i luftveje hos mennesker. Ozon forvolder også skader på skov og landbrug.

6. Udtynding af abiotiske (uorganiske) ressourcer (Sb equiv)
Angives i kg Sb-ækvivalenter. Sb er et grundstof kaldet antimon eller stibium. Ikke-fornyelige ressourcer som metaller, mineraler, sten, grus, jord etc.

7. Udtynding af abiotiske (uorganiske) fossile brændsler (MJ)
Enhed er MJ, specifik/nedre brændværdi.