29-11-2017

På vegne af alle kollegerne i Troldtekt A/S står adm. direktør Peer Leth bag følgende mindeord om Kurt Madsen, Trige. Kurt blev 57 år.

Det er med stor sorg, vi har modtaget beskeden om Kurt Madsens pludselige og alt for tidlige død. Med tabet af Kurt har vi mistet en empatisk kollega, en faglig kapacitet og en nær ven.

Som ung ingeniør blev Kurt i 1986 ansat hos Troldtekt som salgsingeniør. Senere skiftede han titel til teknisk rådgiver, og gennem mere end 30 år spillede han en væsentlig rolle i virksomhedens markante udvikling.

Få – hvis nogen – i den danske byggebranche vidste så meget om akustik og brandtekniske forhold som Kurt. Han lagde stor omhu i at vejlede alle kunder grundigt og i at udvikle, teste samt kvalitetssikre Troldtekts sortiment. Kurt var indbegrebet af værdierne troværdighed og ansvarlighed. Fagligt såvel som menneskeligt.

I sin stilling har Kurt haft en bred berøringsflade med arkitekter og rådgivere i byggebranchen. Han evnede helt naturligt at sætte kunderne i centrum med sin omhyggelige rådgivning og ekstraordinære service. Det gjaldt, uanset om kunderne havde en stor eller lille udfordring – og uanset om den udfordring vedrørte Troldtekts produkter eller ej.

Vi er først nu ved at forstå, hvor meget vi har mistet. Kurt var formentlig den med flest nære og fortrolige venner blandt kollegerne i Tranbjerg og Troldhede. Ingen gik forgæves til ham. Hans lune humør smittede, og han delte gavmildt ud af sin store viden. Han var omdrejningspunkt i introduktionsprogrammet for nye kolleger i Troldtekt og har på den måde været med til at sikre, at hans erfaring lever videre i virksomheden.

Også privat var Kurt meget vellidt i sin store omgangskreds. Blandt naboerne og vennerne i Trige, hvor hans (opvarmede og akustikregulerede) garage ofte dannede ramme om vejfesterne. I sit mangeårige virke som fodbolddommer. Blandt de ferievenner, som han i de sidste år tilbragte mange gode stunder med på rejserne til Tyrkiet. Og ikke mindst i familien, som betød rigtig meget for ham.

Vores tanker går til Kurts tre børn, seks børnebørn og til hans samlever Pernille.

Æret være Kurt Madsens minde.

Troldtekt Kurt Madsen

Download pressemeddelelse Word format PDF format

Fakta om Troldtekt A/S Word format PDF format