08-05-2017

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har i dag besøgt Troldtekt A/S i Troldhede. Troldtekts direktør Peer Leth luftede sin bekymring for, at bæredygtigt dansk nåletræ bliver en mangelvare i fremtiden. Det kan ramme både klimaet og arbejdspladser i træindustrien.

I mere end 80 år har Troldtekt A/S udviklet og produceret akustikløsninger til lofter og vægge. Opskriften består af naturmaterialer – med dansk cement og rødgran som de to råstoffer. Men udsigten til fortsat at skaffe dansk nåletræ, som er certificeret efter de bæredygtige PEFC™- og FSC®-standarder, er dystre. Det budskab præsenterede Troldtekt, da miljø- og fødevareministeren i dag var på rundvisning på virksomhedens fabrik i Troldhede.

− Vi anvender bæredygtighedscertificeret rødgran fra både private skove og fra danske stats- og kommuneskove. På den måde holder vi transportafstand og miljøbelastning nede. Samtidig er de certificerede skove med til at sikre biodiversitet. Desværre bliver der plantet for få nåletræer, og vi har udsigt til mangel på træ om 20-30 år. Det er vigtigt, at politikerne agerer nu for at kunne møde efterspørgslen til den tid, siger Peer Leth, adm. direktør i Troldtekt. 

Et konstruktivt besøg
Temaet for Esben Lunde Larsens dag i det vestjyske var bæredygtigt skovbrug. Besøget hos Troldtekt skulle blandt andet vise ministeren, at træ fra de danske skove er en fornybar ressource, som sikrer sunde produkter og lokale arbejdspladser. Troldtekt anvender årligt 40.000-45.000 rummeter rødgran.

− Jeg havde en god dialog med ministeren, der var meget engageret under sit besøg hos os. Jeg håber og tror på, at han vil tage tilbage til Christiansborg med en løsningsorienteret tilgang til træindustriens fremtidige udfordringer, sagde Peer Leth, efter ministerbilen havde forladt Troldhede.

Grøn profil falmer ved import
Når træ indgår som produkt i dansk industri, er det oftest nåletræ. Derfor er det produktionsvirksomheder og savværker over en bred kam, som vil blive ramt af mangel på nåletræer.

− Det handler ikke kun om profit. Det handler om at skabe og udvikle virksomheder, der anvender lokale råvarer og lokal arbejdskraft. Vores umiddelbare alternativ vil være import af træ fra Sverige eller Norge – og det går ud over vores bæredygtige profil, fordi råvarerne så skal transporteres over store afstande, siger Peer Leth.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) besøg hos Troldtekt indgår som en del af et dagsprogram arrangeret af HedeDanmark, som er en international handels- og servicevirksomhed med over 150 års erfaring og viden på det grønne område. Ministeren bliver i løbet af dagens program præsenteret for moderne skovdrift og herunder anvendelse af bæredygtigt træ i industrien. 

FAKTA OM TROLDTEKT A/S:

  • Troldtekt A/S er førende udvikler og producent af akustikløsninger til lofter og vægge.
  • Siden 1935 har naturmaterialerne træ og cement været råstofferne i produktionen, som foregår i Danmark under moderne, miljøskånsomme forhold.
  • Træet er PEFC- eller FSC-certificeret, hvilket er en garanti for, at det kan spores tilbage til ansvarligt skovbrug. Læs fakta om de to ordninger her.
  • Troldtekt bruger kun træ fra Jylland for at minimere transportprocessen og CO2-belastningen.
  • Troldtekts forretningsstrategi er tilrettelagt med det bæredygtige designkoncept Cradle to Cradle som det centrale element for at sikre miljømæssige gevinster frem mod 2022.

YDERLIGERE INFORMATION:
Adm. direktør i Troldtekt A/S Peer Leth: 8747 8130 // ple@troldtekt.dk   
Marketing- og kommunikationschef Tina Snedker Kristensen: 8747 8124 // tkr@troldtekt.dk 

Troldtekt ministerbesøg

Download pressemeddelelse Word format PDF format

Fakta om Troldtekt Word format PDF format

Troldtekt ministerbesøg

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) besøgte mandag den 8. maj Troldtekt A/S i Troldhede.

Troldtekt ministerbesøg

Ministeren besøgte Troldtekt som en del af et dagsprogram arrangeret af HedeDanmark.

Troldtekt ministerbesøg

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen fik under besøget hos Troldtekt indblik i industriens behov for bæredygtigt dansk nåletræ.

Troldtekt ministerbesøg

Ministeren fik bogstaveligt talt mulighed for at se - og føle - de råvarer, der indgår i produktionen af Troldtekt akustikplader.

Troldtekt ministerbesøg

Troldtekts direktør, Peer Leth, fik lejlighed til at lufte træindustriens bekymring for mangel på bæredygtigt nåletræ i Danmark.

Troldtekt ministerbesøg

Troldtekts direktør, Peer Leth, viste ministeren rundt i den fuldautomatiserede produktion i Troldhede.

Troldtekt ministerbesøg

Mellem de mange paller med Troldtekt i lagerhallen kunne ministeren på egen krop opleve effekten af god akustik.

Troldtekt ministerbesøg

Under besøget hos Troldtekt havde ministeren blandt andre følgeskab af borgmesterkandidat for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard.

Troldtekt ministerbesøg

Under rundvisningen hos Troldtekt kunne ministeren i den nye malerhal se eksempler på en række af Troldtekts prisvindende designløsninger.