Hvad er lyd?
En lyd er en bølge, der bevæger sig gennem et materiale - eksempelvis luften - og som kan opfattes af det menneskelige øre.
Lydens hastighed - frekvensen - måles ved antallet af svingninger per sekund. Jo flere svingninger per sekund, jo højere er frekvensen. Måleenheden for frekvensen er hertz (Hz). 1 Hz = 1 svingning per sekund.
Det menneskelige øre kan opfatte frekvenser fra 20 Hz til 20.000 Hz. Frekvenser lavere end 20 Hz kaldes infralyd, og de frekvenser, som ligger højere end 20.000 Hz, kaldes ultralyd. De lave frekvenser er de dybe toner som for eksempel bassen. De høje frekvenser er de høje toner af sopranen. Normal tale ligger i frekvensområdet 250 Hz – 2000 Hz. Det menneskelige øre er ikke lige følsomt i alle frekvensområder, og den største følsomhed er i området omkring 4000 Hz.
Lydniveauet måles i decibel (dB). Lydniveau opfattes imidlertid ikke linieært, så en fordobling af lyden giver ikke automatisk en fordobling af lydniveauet. Hvis for eksempel en trompet spiller med et lydniveau på 80 dB, vil lyden af to trompeter, der spiller sammen, kun give 83 dB.
Menneskets øre og hjerne kan lige netop registrere en lydniveauforskel på 3 dB. Forøges lydniveauet med 10 dB, lyder det cirka dobbelt så højt, og 20 dB lyder cirka fire gange så højt. 120 dB er smertegrænsen og skadelig for hørelsen.