Innovativ lyd og velkomponeret arkitektur

Beliggenheden er ret idyllisk, især når man tænker på at Dynaudio er placeret i et stort industriområde nord for Skanderborg. Bygningerne ligger nemlig lige op ad en mindre skov med gamle høje løvtræer. Motorvejen og jernbanen passerer få hundrede meter mod nordvest, men det er træerne, der dominerer og skaber en grøn kulisse.

Troldtekt Dynaudio
Foto: Thomas Mølvig, architect

Det nye test- og udviklingscenter er fint integreret med Dynaudios eksisterende bygninger. Huset er på tre etager, og med sin fremskudte placering har det også en markant signaleffekt. Arkitekturen er enkel, skarp og raffineret og afspejler virksomhedens egne high-end produkter.

Dynaudio er verdenskendt for sine højttalere, der bl.a. bruges i bilindustrien af VW og Bugatti. I 2015 blev virksomheden købt af den kinesiske elektronikgigant Goertek for næsten 300 mio. kr. Det har betydet stærk kapital i ryggen og adgang til nye teknologier, som baner vejen for et nyt kapitel i Dynaudios historie. Ambitionen er at blive et af verdens bedste kompetencecentre for lyd.

Internationalt miljø med skandinavisk tone

Der er plads til 50 audioingeniører, som arbejder i åbne kontormiljøer med let adgang til mere lukkede mødelokaler og lytterum. Helt i tråd med det lyse nordiske interiør er der anvendt Troldtekt i farven grå natur som loftbeklædning i både kontorer og gangarealer.

Husets tekniske hjerte er et imponerende målerum i verdensklasse på 13 x 13 x 13 meter. I det sortmalede volumen på 2.200 kubikmeter testes nye højttalere, og det har krævet helt særlig lydisolation, da kontorerne ligger rundt om lydrummet i tre plan. Når en højtaler testes, bliver den løftet op i 6 meters højde, hvorefter 31 særlige referencemikrofoner i en halvbue måler dens ydelse.