Holbæk Rådhus

Holbæk ligger flot ud til fjorden og er karakteriseret ved en charmerende og livlig bymidte. I det seneste årti er der blevet fokus på selve havnefronten og nye byggerier er skudt op på de attraktive arealer. Det har givet byen en helt ny profil mod vandet, og stedet er under stadig udvikling. En af de markante bygninger er kommunens nye administration, der ligger placeret i anden række i forhold til vandet og dermed formidler overgangen mellem by og havn.

Troldtekt Holbaek Town Hall
Foto: Thomas Mølvig, architect

Hele bygningsanlægget er på 9000 m2 og ligger placeret på grunden som tre selvstændige huse på en hævet plint. Denne forhøjning virker samlende og afskærmer kontorerne fra den meget trafikerede Havnegade, der skærer sig gennem området fra øst til vest. Det er Kim Utzon Arkitekter A/S, der har tegnet den nye administrationsbygning, som rummer mange af de ’klassiske’ Utzon-elementer, men samtidig er helt sin egen. Sagsarkitekt har været Morten Paustian, der også er en af tegnestuens fire partnere.

Enkel komposition

Kim Utzon Arkitekter insisterer i projektet på enkle former og en dæmpet brug af ydre virkemidler. Anlægget er opført i to etaper og består grundlæggende af to murede kontorfløje, der går op i fire etagers højde. Fløjene bindes sammen af en lavere bygning i to etager, der rummer dels kantine og dels en række møderum. Høje transparente trappetårne skyder sig ud fra kontorbygningerne og bidrager med en lethed til helheden.

Kompositionen er enkel, men alligevel meget virkningsfuld med et fælles arkitektonisk formsprog, der elegant undgår tidens modeluner. Facaderne er partielt beklædt med pandeplader og sammen med de lyse teglmure giver det husene en uformel og imødekommende karakter. På det hævede plateau er der etableret en stor udendørs sydvendt terrasse, der ligger i forbindelse med kantinen.

Udsigt og god akustik

Et trappeanlæg fører op til hovedindgangen, der er placeret mod vest. Her ligger også afdelingen for ’Jura og Ejendomme’ på øverste niveau med pragtfuld udsigt til fjorden og Tuse Næs. Herfra administreres Holbæk Kommunes 350.000 m2 ejendomme og et budget på 11 mio. kr.

Ingeniør Søren Kofod - Jura og Ejendomme - har været kommunens mand på projektet og siger om de nye lokaler: ’Vi flyttede ind som de første i december 2007. Vi sad tidligere ret klemt på en anden adresse, men nu har vi fået optimale arbejdsforhold. Etagerne er inddelt i sammenhængende rum af varierende størrelse og fungerer i princippet som storrumskontorer. I den centrale kerne er der stillerum, kopirum, tekøkken samt garderobe/toiletter.’

’Her på den øverst etage følger lofterne taghældningen, og det giver en relativ stor rumhøjde. Den overvejende del af loftsfladerne er beklædt med lys Troldtekt og det er et udmærket materiale at have med at gøre. Udover de æstetiske kvaliteter er det brandklasse 1 og tilmed vedligeholdelsesfrit. Når man arbejder i storrumskontor er akustikken særlig vigtig, og her har vi f.eks. trægulve, der godt kan høres, når nogen går med høje hæle. Træbetonen er ikke bare til pynt, men simpelthen en nødvendighed for at skabe et godt akustisk arbejdsmiljø.’