Grafisk, effektivt, smukt

En vellykket kombination af farver og materialer har givet Kindred Group et indbydende og komfortabelt arbejdsmiljø.

Hos Kindred Group i det indre København er der en gennemgående linje i indretningen, og dog oplever man hele tiden variationer. ATM Design har arbejdet for at skabe en levende arbejdsplads og har med sikker hånd valgt farver, materialer og overflader, der supplerer hinanden.

Her er anvendt træ, glas og tekstiler med sorte kontraster og en varieret belysning. Resultatet er et afslappet og kreativt miljø, hvor samarbejde på tværs af faggrupper har været det primære fokus. Derfor har akustik også været et vigtigt tema, og mange rum har tæpper, gardiner eller en akustisk vægdekoration som en del af indretningen.

ATM Design har til et møderum med høje krav til akustikken designet en kollage af Troldtekt akustikplader i en raffineret kombination af farverne sort, hvid og lys natur. Udtrykket er grafisk og enkelt uden at dominere rummets helhed.

Anders Busk Faaborg fra ATM Design fortæller, at det har været essentielt at skabe et arbejdsmiljø, hvor både det auditive og det visuelle er optimeret til både møder, præsentationer og brainstorms i samme rum.

Fakta

Projekt:
Kontorlokaler for Kindred Group i København
Arkitekt:
ATM Design (Indretningsdesign)
Bygherre:
Kindred Denmark ApS
Troldtekt Produkter
Vægbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Lys Natur, Hvid 101 og Sort 207
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld)
Kantprofil:
5 mm fas, K5
Tekst & Fotos
Tekst:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt
Fotos:
Bjørn Bertheussen