Meget mere end teater

Lige ved banegården i Hjørring - og få hundrede meter fra den gamle teaterbygning - ligger det nye Vendsyssel Teater. Enkelt og kraftfuldt i sin ydre fremtoning og med en markant signalvirkning, der understreges af de rustrøde stålfacader.

Den bageste del af anlægget er beklædt med farvet hærdet glas, der oplyses indefra om aftenen. Bygningen inviterer indenfor med sine store glasarealer mod gaden og forpladsen, og der er dejlig tæt kontakt mellem ude og inde.

Den store højloftede foyer er smukt disponeret med sin blanding af forskellige funktioner. Billetsalg, café, restaurant og lounge ligger som øer samlet på et torv, der snor sig omkring den store cirkulære teatersal med plads til 450 tilskuere. Der er skabt et varieret miljø, hvor man med det samme føler sig velkommen. Torvet forbinder også de i alt fem forskellige sale, der giver muligheder for et stort spænd i de kulturelle arrangementer.

Kontrasternes møde
Selv om Vendsyssel Teater i sit indre er et meget levende hus, så er det også lykkedes arkitekterne fra schmidt hammer lassen at give det æstetisk ro. Det er sædvanligvis en svær balancegang mellem det folkelige og det finkulturelle, men her er det lykkedes ved et meget kvalitetsbevidst materialevalg og en uformel indretning.

Overalt i huset er der en vekslen mellem det rå og det forfinede. Selve teatersalen er holdt helt i sort, mens musiksalen er lys og raffineret i sit udtryk. Den sorte farve er også markant – uden dog at være dominerende - i torveområdet, hvor den binder rummene sammen. Her indgår sortmalede Troldtekt akustikplader, som et smukt – og akustikregulerende element i kompositionen. Troldtekt er også anvendt i bl.a. administrationen på 1. salen og på vægfladerne i Prøvesalen, der også bruges til børneteater.

Fakta

Projekt:
Vendsyssel Teater i Hjørring
Arkitekt:
schmidt hammer lassen architects
Bygherre:
Hjørring Kommune og Realdania
Troldtekt Produkter
Loftsbeklædning:
Troldtekt akustik & Troldtekt akustik Plus
Farve:
Lys natur & sort 207
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld) & ultrafin (1,0 mm træuld)
Kantprofil:
Ret kant, K0, monteret med Troldtekt skruer
Tekst & Fotos
Tekst:
Thomas Mølvig, arkitekt
Fotos:
Thomas Mølvig, arkitekt

Awards

Vendsyssel Teater modtog hædrende omtale i kategorien "Åben" ved uddelingen af prisen "Årets Skolebyggeri 2017".

Teatret er desuden med på listen ’Best on Archilovers 2017’.
Archilovers er et internationalt online-netværk for arkitekter og designere, og i 2017 fandt ca. 50.000 projekter vej til portalen. På ’Best on…’ optræder de projekter, som flest har ”liket”.

Vendsyssel Teater kom i 2016 på det britiske arkitektur- og designtidsskrift Dezeen Magazines liste over 12 bygninger at se frem til i 2016.