Skolebyggeri med klar identitet både inde og ude

Aabybro Skole, som er opført på to adresser med beslægtede bygningskroppe, har et klart og genkendeligt udtryk med sin foldede tagflade, der indrammer de grønne facader.

Saddeltaget er et velkendt og stærkt arkitektonisk udtryk, der i CEBRA architecture’s tegnende hænder, bliver til et samlende og dog åbent element, hvorunder spændende og anvendelige rum både inde og ude opstår. Et stort udhæng med trælister på undersiden, former udearealer for undervisningen og fortæller om skolens fine kontakt mellem inde og ude. I den ene bygning ligger indskoling, mellemtrinnet og fritidsordningen, mens udskolingen samt 10. klasse center ligger 200 meter væk . De dynamiske tage og facader i grønne nuancer og en base i beton går igen i de to bygninger.

Sammenbindende struktur
Aabybro Skole er flyttet fra forældede bygninger og skoleleder Kristine Fooken Jensen er meget begejstret for den nye skole. Hun fortæller: ”Her er masser af lys og god akustik. Skolen er karakteriseret ved stor åbenhed og visuel kontakt på tværs af det store atrium”. Begge skolebygninger er struktureret som et stort H, hvor et samlende atrium ligger midt i bygningen og forbinder fløjene. Den levende tagflade, og dermed loftsflade, opleves som en vigtig del af atriets identitet og giver både dybde og nærhed til rummet. Troldtekt er valgt som den akustiske flade, der gør atriet til et rum med mange anvendelsesmuligheder, og det fungerer fint til alt fra store forsamlinger til gruppearbejde og frikvarter. Troldtekt er ophængt i et forband, der understreger den tværgående retning i atriet henover trapperne, mens trælister i atriet og de store vinduespartier peger på tværs til skolens udeområder.

Fakta

Projekt:
Aabybro Skole, Aabybro
Arkitekt:
CEBRA architecture og KPF Arkitekter A/S
Bygherre:
Jammerbugt Kommune
Troldtekt produkter:
Loftsbeklædning:
Troldtekt ventilation og Troldtekt akustik Plus
Farve:
Lys natur
Struktur:
Fin (1,5 mm træuld)
Kantprofil:
Ret kant, K0, monteret i synligt T-skinnesystem
Tekst & Fotos
Tekst:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt MAA
Fotos:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt MAA