To medarbejdere fra Troldtekt afsluttede og bestod i 2018 uddannelsen som DGNB-konsulent. Det betyder, at vi nu er endnu bedre rustet til at rådgive arkitekter og bygherrer om den certificering af bæredygtigt byggeri.

To medarbejdere fra Troldtekt afsluttede og bestod i 2018 uddannelsen som DGNB-konsulent

Hvilke kriterier har betydning i et bæredygtigt byggeri? Og hvordan får byggeriet point nok på kontoen til at opnå en DGNB-certificering? Det er nogle af de emner, hvor projektkonsulent Bente Therkildsen og teknisk rådgiver Michael Christensen fra Troldtekt nu kan give mere kvalificeret sparring til arkitekter og bygherrer. De to gennemførte i 2018 uddannelsen som DGNB-konsulent.

– I praksis betyder det, at vi har fået et dybt kendskab til certificeringen og de fem kategorier af kriterier, den består af. Vi har også fået et bedre indblik i, hvordan Troldtekts produkter bidrager til den helhed, som udgør et DGNB-certificeret byggeri. Det handler jo blandt andet om at træffe de valg, som udløser nok bæredygtige point, fortæller Michael Christensen.

Som en snebold, der vokser
Som projektkonsulent oplever Bente Therkildsen, at interessen for DGNB er som en snebold, der langsomt ruller sig større og større. Det tager tid, men det sker.

– Især omkring de større byer og især i de helt store byggerier vokser interessen. Men der er stadig mange led, der skal overbevises, før en bygherre vælger at få certificeret sin bygning. Jeg håber, at jeg som DGNB-konsulent kan hjælpe de arkitekter, der fortsat er lidt famlende omkring ordningen, og at jeg kan være med til at synliggøre den værdi, som en certificering giver, siger hun og fortsætter:

– Jeg har allerede mødt bygherrer, som lytter ekstra godt efter, når jeg præsenterer mig som DGNB-konsulent.

Det psykiatriske hospital GAPS i Slagelse er et eksempel på et DGNB-certificeret byggeri med Troldtekt

Troldtekt kan bidrage til over halvdelen af pointene

Rambøll har udarbejdet rapporter og tilhørende dokumentationspakker, så DGNB-auditors lettere kan vurdere Troldtekts specifikke bidrag til DGNB-certificering af bygninger.

Dokumentationen viser, at ­Troldtekt kan bidrage til over halvdelen af pointene i den samlede DGNB-certificering. Troldtekt er allerede valgt til en række DGNB-certificerede bygninger, herunder Turbinehuset i København, psykiatrisygehuset GAPS i Slagelse og Danmarks første DGNB-certificerede skole på Frederiksberg.

Troldtekt tilbyder dokumentationspakker til både den danske og den tyske udgave af DGNB og tilsvarende til svenske Miljöbygnad samt til LEED og BREEAM.

Troldtekt A/S er medlem af DK-GBC - Dansk Green Building Council - og DGNB - Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen

Hvad er DGNB?

  • DGNB står for ’Deutsche Gesellschaf für Nachhaltiges Bauen’ og er den tyske bæredygtighedscertificering for bygninger.
  • DGNB blev lanceret i 2008 og er baseret på en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed.
  • I Danmark har Green Building Council Denmark valgt DGNB som den certificering, der skal tilpasses danske forhold.
  • I 2012 udkom den første danske version af DGNB, som siden er opdateret. En bygning kan opnå DGNB-certificering på sølv-, guld- eller platinniveau.