Troldtekt and the environment

En ny, højeffektiv tørreovn gør Troldtekt i stand til at tørre akustikpladerne med et markant lavere tids- og energiforbrug end tidligere. Det gavner både miljø og økonomi.

Hver eneste af de flere millioner akustikplader, som Troldtekt årligt producerer, har været en tur gennem tørreovnens varme, inden de forlader fabrikken. Tørreovnen udgør en væsentlig del af virksomhedens energiforbrug. Derfor var Troldtekt yderst opmærksom på både fremtidssikring, kapacitet og energieffektivitet, da den gamle tørreovn skulle udskiftes med en ny.
– Den gamle ovn havde ikke kapacitet til at følge med efterspørgslen og var blevet en flaskehals. Både på grund af de økonomiske og de miljømæssige gevinster var det naturligt for os at tænke i energioptimering, da det stod klart at vi skulle investere i en ny ovn, siger fabrikschef Orla Jepsen.

Gennemtræk med gevinst
Troldtekt tog kontakt til flere forskellige potentielle leverandører for at finde den bedste mulige løsning til den nye ovn. Via virksomheden Nicholaisen A/S kom Troldtekt i dialog med den tyske ovnproducent Venjakob, der mente, at en ny tørremetode kunne give en betragtelig gevinst på både tørretid og energiforbrug.
– I den gamle ovn kørte pladerne forbi en række dyser, som blæste varm luft ned på pladernes overflade. Venjakob foreslog, at man i stedet for at opvarme overfladen kunne blæse luften tværs gennem pladen og på den måde fjerne mere fugt. Deres beregninger tydede på, at en plade kunne tørre langt hurtigere, og at der samtidig kun skulle bruges den halve mængde energi per plade, fortæller Orla Jepsen  

Omhyggelige test
Troldtekt og Venjakob besluttede i fællesskab at teste, om den nye metode virkede som antaget. Først blev der konstrueret en mini-ovn i Tyskland, som viste gode resultater. Herefter blev der opført en ovn i fuld skala hos leverandøren, så metoden kunne testes.
– Den samlede tørreovn består af ti enkelte enheder, der hver koster over en million kroner. Så vi skulle være helt sikre på, at ovnen levede op til vores kravsspecifikation, før vi bestilte de øvrige ni. Vi var i tæt dialog med leverandøren undervejs i hele processen. Deres teknikere besøgte os løbende. Vi havde også DONG med som klimapartner, og de bidrog både med rådgivning og beregning af energitilskud, siger Orla Jepsen.