Troldtekt and the Environment

Troldtekt træbeton er fremstillet af naturmaterialer og kan derfor vende tilbage til naturen som ­kompost. Et nyt take back-system muliggør, at Troldtekt affald bliver en ressource for miljøet.

Overskydende rester af Troldtekt akustikplader kan nu indsamles fra byggepladser, så de kan vende tilbage til naturen som kompost. Tiltaget, der blev lanceret i slutningen af 2015, er en del af Troldtekts take back-strategi. Strategien sikrer, at både fraskær fra nye produkter og udtjente akustikplader nyttiggøres og genanvendes på højest mulige værdiniveau.
– Take back-systemet er et naturligt skridt i vores Cradle to Cradle-forretningsstrategi. Vi har etableret partnerskaber med entreprenører og kommuner, og i første omgang har vi lanceret systemet i Danmark. Målet er, at vi i de kommende år vil udbrede det til vores europæiske nærmarkeder, siger Peer Leth, administrerende direktør i Troldtekt. 

Sikkert tilbage til naturen
Det nye take back-system er udviklet sammen med Vugge til Vugge Danmark. Projektet har desuden fået starthjælp fra Region Midtjyllands Rethink Business-projekt og Grøn Omstillingsfond
– Troldtekt akustikplader er Cradle to Cradle-certificeret på sølvniveau, og Troldtekt har således dokumentation for, at loftpladerne kan vende sikkert tilbage til naturen som kompost. Ved at lancere et system, der giver restprodukter og nedrivningsaffald ny værdi, viser Troldtekt sig endnu engang som en virksomhed, der er med helt i front inden for bæredygtighed og cirkulær økonomi, siger Annette Hastrup, direktør i Vugge til Vugge Danmark. 

Grundigt analyseret
Cementindholdet i Troldtekt pladerne øger iltningen i komposteringsprocessen, og træet indgår som organisk materiale i komposten. I forbindelse med Cradle to Cradle-certificeringen er materialeindholdet i pladerne analyseret helt ned til 100 ppm (parts per million) og vurderet for indvirkning på mennesker og miljø. På den måde har Troldtekt vished for, at produkterne ikke indeholder skadelige stoffer.

Læs mere om genanvendelse af Troldtekt træbetonplader.