Det seneste årti har trykkeribranchen været under pres. En af de virksomheder der har overlevet, er KLS PurePrint, som nu producerer Troldtekts tryksager. Opskriften er et øget fokus på miljø.

Troldtekt tryksager med grønt aftryk

Digitaliseringens indtog og finans­krisen var en dårlig cocktail for trykkeribranchen. Den resulterede i, at største­delen af landets trykkerier måtte dreje nøglen om de efterfølgende år, men et skærpet fokus på bæredygtighed sikrede KLS PurePrints overlevelse.

– Efter finanskrisen kom der et stigende fokus på klima og miljø, og det gav pludselig rigtig god mening for os, at vi red med på den bølge, fortæller Kasper Larsen, der er direktør i KLS PurePrint.

Derfor blev KLS PurePrints mål at blive intet mindre end verdens grønneste trykkeri, og i 2015 kunne de fejre en Cradle-to-Cradle-certificering på bronzeniveau.

Troldtekt tryksager med grønt aftryk

Platin i vedvarende energi
Allerede i 2016 blev Cradle to Cradle-certificeringen hævet til sølv – samme niveau, som Troldtekt er på. Et samarbejde lå lige for, og KLS PurePrint producerer nu alle vores brochurer og øvrige tryksager.

– Vi tænker bæredygtighed ind i alt, hvad vi foretager os, og vores certificering indikerer, at vores kunders tryksager hverken forurener eller tærer på jordens ressourcer, men tværtimod kan indgå i naturens eget kredsløb. På den måde er tryksagerne heller ikke usunde for mennesker eller miljø, forklarer Kasper Larsen.

Som noget helt særligt kan KLS PurePrint også bryste sig af at være den kun tredje virksomhed i verden med en platin-certificering inden for vedvarende energi, som er et ud af de fem kriterier i Cradle to Cradle.

– Det skyldes blandt andet, at vi udelukkende bruger energi, der modsvares af vindmøller, at alle virksomhedens biler er el-biler, og at vi har udviklet en tidligere uset analysemodel, der udregner tryksagernes CO2-forbrug fra råvareudvinding til levering, forklarer Kasper Larsen.
 

Fra sølv til guld
På trods af de flotte certificeringer er den bæredygtige omstilling ikke en endt rejse for KLS PurePrint. Cradle to Cradle-certificeringen stiller nemlig krav om kontinuerlig forbedring af både produkt og processer – noget, som KLS PurePrint allerede er i fuld gang med. Kasper Larsen håber, at trykkeriet kan blive guld-certificeret i løbet af 2019.

– Vi har allerede igangsat en række tiltag, der gerne skal være med til at sikre, at vi opnår en guld-certificering. For eksempel har vi et ekstra stort fokus på klimavenlig transport og kemifrie produkter, hvor vi blandt andet bidrager til udrulningen af el-biler, flere cykelstier og udviklingen af kemifrie trykplader, fortæller Kasper Larsen.