Troldtekt har samarbejdet med en gruppe studerende, som fik mulighed for at prøve kræfter med højteknologiske udfordringer i produktionen. De studerende vendte en problemstilling på hovedet og kom på en ny idé.

Troldtekt åbnede i foråret 2019 fabriksdøren for fire studerende fra uddannelsen Teknologibaseret forretningsudvikling på Aarhus Universitet. Som led i et eksamensprojekt blev studiegruppen præsenteret for komplekse udfordringer, som Troldtekt arbejder med i den højteknologiske produktion i Troldhede

 

Troldtekt åbnede i foråret 2019 fabriksdøren for fire studerende fra uddannelsen Teknologibaseret forretningsudvikling på Aarhus Universitet. Som led i et eksamensprojekt blev studiegruppen præsenteret for komplekse udfordringer, som Troldtekt arbejder med i den højteknologiske produktion i Troldhede.

– På forhånd vidste vi ikke andet, end at opgaven var inden for feltet IOT (Internet of Things, red.), og at den skulle løses hos Troldtekt. Efter vi på fabrikken blev præsenteret for forskellige udfordringer, valgte vi at zoome ind på en af dem i vores projekt, fortæller Eduard-Andres Hedensted, en af de studerende i gruppen.
Udfordringen handlede om den kvalitetssikring, Troldtekt gennemfører, når træuld bliver blandet med cement, inden de færdige akustikplader bliver støbt. Fabrikschef hos Troldtekt A/S, Orla Jepsen, forklarer:

– For at undgå synlige cementklumper på pladernes overflade har vi en medarbejder, der manuelt fjerner dem. Vores opdrag var, at vi også på det område ønsker en teknologi, som kan automatisere processen, så vi kan bruge arbejdskraften smartere.

Tre dage i felten
De studerende tilbragte tre dage på Troldtekts fabrik og arbejdede derefter med deres teknologiske løsning. Resultatet blev en idé, hvor en robot via såkaldt machine learning lærer at genkende cementklumperne ved hjælp af et kamera. Derefter kan en robotarm skubbe cementen længere ned i pladen, så den ikke længere er synlig på pladens overflade.

– Vi havde en rigtig god dialog med Troldtekt undervejs, og vi fik adgang til at interviewe medarbejdere samt indsamle data fra observationer af produktionen. De tre dage på fabrikken var helt afgørende, for hvis vi bare havde fået den meget tekniske udfordring præsenteret på papir, ville vi have svært ved at komme med en løsning, siger Eduard-Andres Hedensted.

Udbytterigt for begge parter
Da gruppen præsenterede deres idé, vakte den begejstring hos Troldtekt.

– De tænkte virkelig ud af boksen og kom med en løsning, som vi ikke selv havde tænkt på. Vi har haft fokus på at fjerne cementklumperne og ikke overvejet, at de kunne skubbes længere ned i pladerne. Jeg tænkte på forhånd, at det var fint at hjælpe nogle studerende med deres projekt, hvilket vi ofte og gerne gør. Men at vi fik en så konkret og konstruktiv løsning at arbejde videre med, havde jeg ikke forventet, siger Orla Jepsen. Også for de fire studerende har forløbet være en succes.

– Vi blev meget positivt modtaget af Troldtekt og kunne løbende få svar og feedback, når vi havde brug for det. For os har det været spændende at få indsigt i et produkt og en produktion. Med projektet har vi oplevet, at det, vi lærer på uddannelsen, kan bruges i praksis i erhvervslivet, siger Eduard-Andres Hedensted.

Troldtekt tager del i uddannelse
Samfundsansvar er en grundlæggende værdi i Troldtekt, og ansvaret for at uddanne unge er ingen undtagelse. Vi får mange henvendelser fra studerende, som er interesseret i at inkludere Troldtekt i deres projekter. Og vi er glade for interessen.

 > > Se flere eksempler på studieprojekter i vores CSR-rapport for 2018

FAKTA: Om projektet

 

 

  • De fire studerende, Eduard -Andres Hedensted, Lasse Nielsen, Philip Schmidt og Lavinia Stratulat, løste opgaven hos Troldtekt i faget Technological Business Model Innovation (TBMI).
  • TBMI er et af kernefagene på ingeniøruddannelsen teknologibaseret forretningsudvikling på AU BTECH under Aarhus Universitets afdeling i Herning.
  • Den praktiske opgave, de studerende skal gennemføre, kaldes en TBMI Challenge. Der er tale om en problemstilling, som er stillet af en virksomhed, og som løses ved at inddrage et teknologisk aspekt.