Da Troldtekt i 2018 gennemførte den lovpligtige arbejdspladsvurdering, skete det ud fra en grundigt tilrettelagt proces. Alle medarbejdere fik mulighed for at komme med input om både det fysiske og psykiske miljø.

Arbejdsmiljøet til servicetjek hos Troldtekt A/S

Luppen blev holdt hen over alle hjørner af produktionen, da vi hos Troldtekt i 2018 gennemførte en ny arbejdspladsvurdering (APV) i vores afdeling i Troldhede. Det er lovpligtigt at gennemføre en APV hvert tredje år.

– Ud over det, der ligger i loven, er en APV et rigtig godt værktøj til at sætte arbejdsmiljøet i system. Vi valgte bevidst en grundig tilgang, hvor alle kolleger kunne komme med input, så vi kan forbedre os på de områder, hvor der er brug for det, fortæller Renate Blom, miljøchef hos Troldtekt.

Hun var ansvarlig for APV-processen, som nu er mundet ud i en konkret handlingsplan.

Mødte stort engagement
Først besøgte Renate Blom, sammen med produktionschef Kim Snebang, alle arbejdsfunktioner på og omkring fabrikken i Troldhede for at vurdere det fysiske arbejdsmiljø.

– Vi talte med medarbejderne om alt fra lys, støj, støv og ergonomi til kemi og ulykker. Det gjorde vi med udgangspunkt i en tjekliste, så vi kom rundt om alle aspekter. Vi oplevede et stort engagement fra kollegerne, som bidrog med meget relevante input, siger Renate Blom.

I forlængelse af vurderingen af de fysiske forhold kom turen til det psykiske arbejdsmiljø. Her fik alle medarbejdere mulighed for at give deres input i en anonym spørgeskemabesvarelse.

Nu er indsatserne i gang
Troldtekts arbejdsmiljøudvalg (AMU) gennemgik i efteråret 2018 de data og resultater, der tikkede ind hen over processen. Derudfra lagde udvalget en handlingsplan, som er tilgængelig for alle medarbejdere – i kantinen og online.

– I udvalget sammenfattede og prioriterede vi indsatserne og har nu sat gang i initiativer inden for flere områder. Reglerne for færdsel på fabriksområdet og minimering af støv i produktionen er to af de konkrete eksempler. På handlingsplanen kan alle se, hvem der er ansvarlig for indsatserne, ligesom de kan følge med i fremdriften, siger Renate Blom.