06-12-2018

I Hvalsø nær Roskilde ligger 16 boliger i den bæredygtige forening Frikøbing. Et af husene er opført med inspiration fra Det Biologiske Hus i Middelfart – og med naturlige akustiklofter fra Troldtekt.

Hvad der startede som en drøm om et bæredygtigt boligområde for otte år siden, er i dag en realitet. Frikøbing, som den nye bydel midt på Sjælland hedder, er grundlagt af miljøbevidste ildsjæle, og i dag står 16 af områdets i alt 22 husstande klar. En af boligerne er tegnet af arkitekterne hos EEN TIL EEN, der også har tegnet Det Biologiske Hus i Middelfart, som boligen i Frikøbing er inspireret af.

Troldtekt Frikøbing

– Hos EEN TIL EEN designer, producerer og opfører vi bæredygtigt kvalitetsbyggeri. Vi tænker bæredygtigt, fra vi designer boligen med 3D-teknologi, til den er opført med naturlige og åndbare materialer, fortæller Frederik Agdrup, arkitekt og indehaver af EEN TIL EEN.

Bæredygtigt modulbyggeri
Sammen med GXN, NCC, Deloitte og Teknologisk Institut har EEN TIL EEN også bygget Det Biologiske Hus i Middelfart, som åbnede i 2017. Det fungerer som demonstrationshus for de ypperste principper inden for bæredygtigt, modulbaseret boligbyggeri og består primært af genanvendelige overskudsprodukter.

Huset i Frikøbing er, ligesom Det Biologiske Hus, modulbaseret og indeholder nogle af de samme materialer – blandt andet naturlige akustiklofter fra Troldtekt. Om valget af Troldtekt siger Frederik Agdrup:

– Troldtekt lever op til de krav, vi har til sunde, gode og naturlige materialer. Samtidig bidrager lofterne til god akustik, og så er materialet åndbart, hvilket er vigtigt i vores projekter.

Troldtekt Frikøbing

I tråd med strategien
Troldtekts adm. direktør, Peer Leth, glæder sig over, at Troldtekt er repræsenteret i både Det Biologiske Hus i Middelfart og i den bæredygtige bolig i Frikøbing.

– Vores strategi er at bidrage til bæredygtigt byggeri og et sundt indeklima. Det er præcis, hvad Det Biologiske Hus handler om, da huset er spydspids for de fremmeste teknikker og materialer inden for bæredygtighed, siger Peer Leth.

– Det er spændende, at EEN TIL EEN har omsat principper fra Det Biologiske Hus i en bolig i Frikøbing, og forhåbentlig vil vi fremover kun se endnu flere boliger, opført på naturens præmisser, tilføjer han.

Læs mere om Frikøbing
Læs mere om Det Biologiske Hus

Akustiklofter fra Troldtekt i bæredygtig bolig