31-10-2019

Sunde materialer og en aktiv indsats for mere certificeret skov. Det er baggrunden for nomineringen af Troldtekt til livsstilsmagasinets ærespris for bedste initiativ.

Torsdag den 21. november 2019 afholder magasinet Mad & Bolig sin årlige design-prisfest. Det sker i samarbejde med FSC® Danmark, som er det danske kontor for FSC-ordningen til bæredygtigt træ.

Troldtekts opråb om behovet for flere FSC-certificerede skove medvirker til, at vi er blandt kandidaterne til æresprisen for bedste initiativ. Mad & Bolig skriver blandt andet sådan her om vores nominering:

”Troldtekt indeholder ingen skadelige eller allergifremkaldende stoffer og er blandt andet aktivt gået ind med initiativer for at udbrede certificeret skovbrug i Danmark”.

De øvrige nominerede i kategorien ’Bedste initiativ’ er Skagerak, IKEA og Holmris.

Sunde produkter og certificeret træ
Troldtekts forretningsstrategi bygger på de cirkulære principper i designkonceptet Cradle to Cradle, og vores produkter er Cradle to Cradle-certificeret på sølv-niveau. Som en del af certificeringen er materialernes sundhed grundigt dokumenteret.

Troldtekt består af cement og træ – og kan fås i kategorien ’FSC 100%’ (FSC®C115450), hvilket vil sige, at alt træ i den enkelte plade lever op til krav om ansvarlig skovdrift. FSC-certificeringen gælder for en væsentlig andel af vores produktion, men vi ville gerne producere endnu flere certificerede plader.

– Det kræver dog, at flere danske skovejere certificerer deres skove, så udbuddet af træ kan følge med. Vores strategi er baseret på at producere bæredygtigt, og markedet er klar til at købe flere certificerede produkter, siger Peer Leth, adm. direktør hos Troldtekt A/S.

Parløb med FSC Danmark
I 2019 har Troldtekt dannet parløb med FSC Danmark om at sætte fokus på certificeret træ. Blandt andet har Peer Leth holdt oplæg på WWF Verdensnaturfonden Denmarks skovkonference på Christiansborg og ved FSC Danmarks årsdag i Horsens. Desuden har vi udgivet et online tema om træbyggeri og fordelene ved FSC.

– Jeg er glad for, at Mad & Bolig anerkender det arbejde ved at nominere Troldtekt til æresprisen for bedste initiativ. Forhåbentlig betyder det, at budskaberne om sunde produkter og ansvarlig skovdrift når endnu bredere ud, siger Peer Leth, som selv repræsenterer Troldtekt ved design-prisfesten 21. november. 

FAKTA: Mad & Boligs ærespris

  • Æresprisen uddeles 21. november og går til en designproducent, som har turdet gøre en forskel inden for blandt andet bæredygtig produktion og nyt design.
  • Prisen er opdelt i tre kategorier: ’Bedste produkt’, ’Bedste initiativ’ og ’Bedste brand’.
  • Troldtekt er nomineret i kategorien ’Bedste initiativ’ sammen med Skagerak, Holmris og IKEA. 

FAKTA: Om FSC-certificeringen

  • FSC står for Forest Stewardship Council® og er en international non-profit mærkningsordning til træ og papir, grundlagt i 1994.
  • Via 10 grundprincipper for ansvarlig skovforvaltning er FSC-certificeringen med til at sikre naturen og de sociale forhold i skovene, som træet kommer fra. 
  • I Danmark er der cirka 137.000 hektar FSC-certificeret skov. Det svarer til 22 procent af det samlede skovareal.

>> Læs mere om Troldtekts FSC-certificering

Troldtekt nomineret til Mad og Boligs ærespris