At skabe en god svømmehal kræver en funktionel bevidsthed om bygningens mekanik og kroppens reaktion på overgangen fra tørt til vådt. Sådan lyder det fra Dan Cornelius, indehaver hos Cornelius + Vöge. Tegnestuen har sammen med japanske Kengo Kuma & Associates tegnet Københavns nye vandkulturhus, der skal opføres på Papirøen.

 

 

 

 

 

Foto: Luxigon

Troldtekt akustikplader i svømmeanlæg
God akustik i svømmeanlæg

En tur i svømmehallen er typisk en meget kropslig oplevelse, hvor alle sanser er på overarbejde. Som bruger mærker du tydeligt de forskellige lyde, lugte og temperaturer, der forandrer sig, i takt med at du bevæger dig gennem de forskellige zoner fra foyer til omklædningsrum, før du endelig kan sænke kroppen ned i bassinets våde element.

– Kropsliggørelsen af svømmehallen og den transformation, som brugeren gennemgår, skal man som arkitekt være sig bevidst, når man designer en ny svømmehal. Samtidig er det en opgave, hvor meget er dikteret af teknikken og den skarpe opdeling i våde og tørre zoner, fortæller arkitekt Dan Cornelius (foto).

Han er indehaver af Cornelius + Vöge, der i samarbejde med japanske Kengo Kuma & Associates har vundet opgaven med at designe et nyt vandkulturhus i verdensklasse på Papirøen i København. 

–  En af de klare kvaliteter ved vores bygning er, at vi har flettet våd- og tørzonerne sammen, så man bedre kan orientere sig. I mange svømmehaller aner du ikke rigtig, hvad der foregår, når du kommer ind i bygningen. Du kan måske skimte vandet gennem et vindue, men duftene og temperaturen ændrer sig gradvist, indtil du pludselig står i en oase. Der har vi med store glasfacader gjort det meget tydeligt, hvad der foregår, allerede før du træder indenfor, siger Dan Cornelius.

Kengo Kumas fornemmelse for vand
Den dansk-japanske konstellation bag projektet har tidligere arbejdet sammen om H.C. Andersen Museet i Odense. Teamet allierede sig tidligt med Niels Sigsgaard, der har bygget rigtig mange danske svømmehaller, for at lære svømmehallens funktionelle mekanik bedre at kende. Og hvor Cornelius Vöge kunne bidrage med viden om Papirøens særlige plads i Københavns arkitektur, så kom Kengo Kuma med en tilgang til vand som stof og materiale, der ligger langt fra, hvad vi er vant til i Danmark.

– Vi gik til opgaven renset for vanetænkning. I danske svømmehaller arbejder vi sjældent bevidst med vandet som materiale. I stedet ser vi tit svømmehallen som en samling af bassiner, vægge, lofter og gulvoverflader, uden at tænke vandet som andet end fyld i bassinerne. Her kom Kengo Kuma med et helt anderledes blik for, hvordan vandoverfladen for eksempel fanger lyset, sige Dan Cornelius.

Han bliver suppleret af Yuki Ikeguchi, ansvarshavende partner hos Kengo Kuma & Associates:

– Designet stræber efter at tilbyde oplevelsen af vand i forskellige stadier og former, såsom refleksionen af lys og skygge, vanddamp og strømninger, der appellerer til de menneskelige sanser, siger Yuki Ikeguchi.

Hårde overflader udfordrer akustikken
Udefra kommer det nye vandkulturhus til at fremstå som en samling af teglpyramider, der svæver på lette glaskonstruktioner. Designet binder den indre svømmehal sammen med det ydre havnebad, men de mange hårde overflader i den massive stenmonolit udfordrer akustikken i svømmehallen.

– Det er enormt vigtigt for os, at de indre overflader afspejler den arkitektoniske ide i huset. Og her har vi udfordret os selv med så mange hårde overflader. Derfor arbejder vi blandt andet med absorbenter, der er bygget ind i murværket, for at sikre en bedre akustik i bygningen, siger Dan Cornelius.   

Troldtekt tema: Svøm i den gode arkitektur

Fakta om det nye vandkulturhus:

  • Bygherre: København Kommune
  • Forventet byggeår: 2020-2021
  • Forventet anlægssum: 360 millioner kroner
  • Totalrådgiver: Kengo Kuma & Associates
  • Rådgiverteam: Kengo Kuma & Associates, Cornelius Vöge – Atelier for arkitektur, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S
  • Størrelse: cirka 5000 kvadratmeter

Tema: Svøm i den gode arkitektur

Nye badeanlæg skyller ind over landet i disse år, for det er populært at bruge vandet til både elitesport, leg og wellness.

I Troldtekt temaet "Svøm i den gode arkitektur" sætter vi fokus på arkitektoniske udfordringer og muligheder i de nye anlæg.

Vil du vide mere? Læs flere artikler fra temaet her >

Troldtekt akustikplader i svømmeanlæg