18-12-2018

Med projektet ’Coral’ er Enrique Villamuelas og Rita Lancho Moreno fra arkitektskolen ETSAM i Madrid vindere af Troldtekt Award 2018. I idékonkurrencen har studerende fra hele verden gentænkt de danske Troldtekt akustikplader. Juryen valgte vinderen blandt 53 kreative forslag – og sendte en specialpris til Sverige.

De to arkitektstuderende Enrique Villamuelas og Rita Lancho Moreno fra Spanien har foreslået et helt nyt design med Troldtekt akustikplader. Tanken bag deres idé ’Coral’ er, at tilfældigt eller systematisk placerede huller i Troldtekt vægge og lofter kan bidrage til en særlig æstetik og akustik. Juryen i konkurrencen er så begejstrede for idéen, at de har valgt de to spanske studerende som vindere af Troldtekt Award 2018. Med prisen følger 5.000 euro.

En kraftfuld og sanselig stemning
Projekterne er vurderet af arkitekter fra to internationalt anerkendte tegnestuer: Arkitekt og partner Peer Teglgaard Jeppesen, Henning Larsen Architetcs (Danmark) samt arkitekt og senior associate Andrew Kiel, Sauerbruch Hutton (Tyskland). Sammen med Troldtekts adm. direktør, Peer Leth, har de vurderet 53 indkomne forslag til nye, innovative idéer med Troldtekt. Om vinderprojektet siger juryen:
- Forslaget ’Coral ’ anvender Troldtekt-materialet på en helt ny måde, der kan inspirere til en ændret produktionsmetode. Denne metode giver materialet en overflade, der skaber en kraftfuld, sanselig stemning i de rum, som er vist i bidraget. Juryen ser et stort potentiale for denne type produkt.

Innovation er en grundværdi
Det er femte gang, at Troldtekt A/S inviterer design- og arkitekturstuderende fra hele verden til at gentænke de klassiske akustikplader, som siden 1935 er produceret i Danmark af naturmaterialerne træ og cement. 
– Vi afholder konkurrencen, fordi innovation er en af vores grundværdier, og fordi vi gerne vil understøtte innovation blandt talenter. Desuden er det ingen hemmelighed, at vi gerne vil i dialog med fremtidens arkitekter, siger Peer Leth og fortsætter:
– Når jeg ser på den kreative vifte af forslag, bliver jeg oprigtig stolt over, at så mange studerende har lagt tid og energi i at tænke nye vinkler på vores produkt. Det er en fornøjelse at se deres idéer foldet ud.

Hæder til studerende i Sverige og Iran
Foruden vinderforslaget har juryen uddelt en specialpris og 1.000 euro til idéen ’The Troldtekt Soundshade’, som er udviklet af Ella Scheer fra KTH Royal Institute of Technology i Sverige. Idéen er at bruge Troldtekt som en slags akustiske foldegardiner. Desuden har juryen givet hædrende omtale til projektet ’Rescue House’, hvor Troldtekt plader bruges til at opbygge midlertidige boliger i katastrofeområder. Denne idé er udviklet af Milad Ali Akbari, Ali Battat og Sahar Rasoli fra University of Qom i Iran.

Se en kort film med jurymedlem Andrew Kiel – og se alle indsendte forslag i Troldtekt Award 2018

FAKTA OM TROLDTEKT A/S:

  • Troldtekt A/S er førende udvikler og producent af akustikløsninger til lofter og vægge.
  • Siden 1935 har naturmaterialerne træ og cement været råvarerne i produktionen, som foregår i Danmark under moderne, miljøskånsomme forhold.
  • Troldtekt har datterselskaber i Tyskland og Sverige – og forhandlere på en lang række øvrige markeder verden over.
  • Troldtekts forretningsstrategi er tilrettelagt med designkonceptet Cradle to Cradle som det centrale element for at sikre miljømæssige gevinster frem mod 2022.

YDERLIGERE INFORMATION:
Adm. direktør i Troldtekt A/S Peer Leth: +45 8747 8130 // ple@troldtekt.dk       
Marketing- og kommunikationschef Tina Snedker Kristensen: +45 8747 8124 // tkr@troldtekt.dk   

Troldtekt Award 2018 - Vinderprojekt

Download pressemeddelelse Word format PDF format

Fakta om Troldtekt Word format PDF format

Troldtekt Award 2018 - Vinderprojekt

VINDERPROJEKT: Med projektet ’Coral’ er Enrique Villamuelas og Rita Lancho Moreno fra arkitektskolen ETSAM i Madrid vindere af Troldtekt Award 2018. Tanken bag projektet er, at tilfældigt eller systematisk placerede huller i Troldtekt vægge og lofter kan bidrage til en særlig æstetik og akustik.

Troldtekt Award 2018 - Specialpris

SPECIALPRIS: Foruden vinderforslaget har juryen uddelt en specialpris og 1.000 euro til idéen ’The Troldtekt Soundshade’, som er udviklet af Ella Scheer fra KTH Royal Institute of Technology i Sverige. Idéen er at bruge Troldtekt som en slags akustiske foldegardiner.

Troldtekt Award 2018 - Honourable Mention

HONOURABLE MENTION: Hædrende omtale gik til projektet ’Rescue House’, hvor Troldtekt plader bruges til at opbygge midlertidige boliger i katastrofeområder. Denne idé er udviklet af Milad Ali Akbari, Ali Battat og Sahar Rasoli fra University of Qom i Iran.