Troldtekt® ventilation

Akustiklofter med Troldtekt ventilation giver frisk luft uden træk, støj og synlige installationer. Samtidig kan løsningen reducere energiforbruget med over 70 procent i forhold til traditionelle ventilationssystemer.

Troldtekt ventilation var med til at vinde ELFORSK Prisen 2017 og er desuden blevet tildelt den prestigefulde German Design Award 2019.

Akustiklofter med Troldtekt ventilation giver frisk luft uden træk, støj og synlige installationer

Troldtekt ventilation

Troldtekt ventilation er baseret på lavimpuls-indblæsning gennem et ventilationsloft. Det er en helhedsløsning, der sikrer effektiv indeklimakontrol – og giver mulighed for større luftskifte og køleeffekt end traditionelle ventilationssystemer. Et minimalt tryktab gennem loftet sikrer en jævn luftfordeling i lokalet.

Aktive og passive flader
Ventilationsloftet er opbygget af aktive og passive Troldtekt ventilationsplader. Det er via de aktive plader, at frisk luft strømmer ind i lokalet. De passive plader har forseglet mineraluld limet på bagsiden og hindrer på den måde luftgennemstrømning. Løsningen er helt fri for synlige ventilationsrør og indblæsningsarmaturer.

Lokalets størrelse har betydning for fordelingen mellem de to pladetyper, men typisk vil 10-20 procent af loftet være aktive plader. Fladen til indblæsning af frisk luft er væsentligt større end i de fleste traditionelle systemer, hvor luften strømmer ind gennem ventilationskanaler. Det betyder, at du undgår gener fra træk, samtidig med at det lave tryk giver et markant reduceret energiforbrug.

Mål og montering 

Troldtekt ventilation 

Det nedhængte ventilationsloft fylder kun ca. 200 mm i højden, men giver mulighed for at skjule alle øvrige installationer og teknik (vand, varme, el, sprinkler m.m.) i hulrummet mellem loft og ventilationsflade.

Det fleksible ophængsystem gør demontering af pladerne enkel og giver mulighed for ændringer eller inspektion af installationerne.

Download teknisk datablad for Troldtekt ventilation.

Sundt og komfortabelt 
Et godt indeklima er vigtigt for sundheden. Samtidig skal indeklimaet være komfortabelt, og her spiller det termiske indeklima en vigtig rolle. Det termiske indeklima afhænger især af den operative temperatur og af lufthastigheden.

Den operative temperatur bestemmes af lufttemperaturen og temperaturpåvirkninger fra bygningens overflader (middelstrålingstemperatur). Lufthastigheden er afhængig af lufttemperaturen og stabiliteten i luftstrømningerne (turbulensintensitet). Begge faktorer kan du kontrollere med Troldtekt ventilationslofter.

Med Troldtekt ventilationslofter opnår du en bedre varmeudveksling mellem indblæsningsluft, rumluft og bygningsmassen end ved traditionelle lavimpulsarmaturer. Det betyder, at du undgår kuldedrop og forbedrer middelstrålingstemperaturen.

Ventilation med lavimpuls
Troldtekt ventilationslofter er baseret på lavimpulsventilation. Det betyder, at luftstrømningen fra loft mod opholdszone er rolig og ikke river rumluften med – som det sker ved f.eks. opblandingsventilation.

Desuden kan der tilføres større luftmængder og højere undertemperaturer, altså større køleeffekt, gennem Troldtekt ventilationslofter end med traditionelle ventilationsarmaturer. Køleeffekter, som du normalt kun opnår med en kombination af ventilation og kølelofter.