Grøn tænketank i bæredygtige rammer

Den grønne, liberale tænketank Fores bygger i Sverige bro mellem politik, forskning og erhvervsliv. Når gæster træder ind ad døren til møder og events på kontoret i Stockholm, oplever de bæredygtige elementer fra gulv til loft. Her spiller designløsninger fra Troldtekt en central rolle.

Fores i Stockholm er indbegrebet af bæredygtig udvikling. Tænketanken markerer sig som en central spiller i den svenske debat om grønne tiltag – med konferencer, seminarer og publikationer. Kontoret i hjertet af Stockholm er designet til at understøtte formålet. Alle materialer, fra tæpperne på gulvet til stolene og lofterne, har en bæredygtig profil. Det er meget vigtigt for at inspirere gæster og mødedeltagere.

– Hos Fores vil vi gerne gå forrest, når det gælder bæredygtighed. Ikke bare i de tanker, vi tænker, og de rapporter, vi skriver, eller det materiale, vi udarbejder til politikerne, men også som mødested, siger Mattias Goldmann, adm. direktør hos Fores.

– Vi vil gerne være brobygger mellem politik, erhvervsliv og forskning. Brobygningen foregår blandt andet ved akademiske diskussioner, men også via de fysiske rammer på mødestedet. Og så er det vigtigt, at mødestedet signalerer bæredygtighed og klimaansvar, fortsætter han.

Imponeret over Troldtekt

Fores holder til på Kungsholmen få hundrede meter fra Stockholms rådhus og lige ned til vandet. Når gæster træder indenfor på kontoret og løfter blikket, bliver de straks gjort opmærksom på, hvor de er. Navnet Fores er således flere steder fræset direkte ind i det elegante akustikloft af typen Troldtekt line.

– Vi hos Fores er imponeret over Troldtekt og valgte deres løsninger, fordi de anvender gran, som vokser i Norden og er et biologisk råmateriale, fordi produktet er Cradle to Cradle-certificeret, og fordi Troldtekt til og med har 100 procent vindkraft i produktionen, fortæller Mattias Goldmann. 

– Vi har Troldtekt på væggen og i loftet. Jeg tror, det er vigtigt, for når det kan ses, har vi mulighed for at sige til folk, at de skal huske bæredygtigheden og klimaet, når de tænker på akustikken. Det er det budskab, vi altid ønsker at sende, fortsætter direktøren.

På væggen er der også valgt en designløsning fra Troldtekt. Her er det varianten Troldtekt rhombe mini, som med sit rhombe-formede mønster i nuancer af grå, sort og hvid giver en tredimensionel effekt.

Et mødested for bedre beslutninger

Foruden det bæredygtige aspekt bidrager Troldtekt pladerne til at sikre god akustik og dermed mere kvalificerede debatter i Fores’ lokaler. Det gælder både under arbejdsmøder med få deltagere og ved events, hvor der kan være op til 250 gæster ad gangen.

Mattias Goldmann fortæller:

– Hvis resultatet skal blive godt, må man ikke blive træt i ørerne, så man helst vil forlade rummet. Sådan var det i starten, da vi flyttede ind i lokalerne her med hårde stengulve og trafik udenfor. Med den lydisolering, vi har nu, er vi et godt mødested, hvilket vi gerne vil være. Et sted, hvor man mødes og udvikles sammen. Bedre akustik giver bedre samtaler og dermed bedre beslutninger.

Se videoen hvori Fores' adm. direktør Mattias Goldmann fortæller, hvordan de bæredygtige Troldtekt akustiklofter og -vægge understøtter tænketankens filosofi og sikrer god akustik under de mange møder og arrangementer i tænketankens lokaler.

Fakta

Projekt:
Hovedkontor for den grønne, liberale tænketank Fores i Stockholm, Sverige
Bygherre:
Fores
Troldtekt Produkter
Loft- og vægbeklædning:
Troldtekt akustik, Troldtekt line og Troldtekt rhombe mini
Farve:
Hvid 101, Sort 207, Grå 202 og Grå 208
Struktur:
Ultrafin (1,0 mm træuld)
Montering:
Med C60-skinner og Troldtekt strukturskruer
Tekst & Fotos
Tekst:
Publico
Fotos:
Tommy Kosior, Troldtekt A/S