Gastronomi og golf i grønne omgivelser

I januar 2020 overtog makkerparret Thomas Leth og Mike Niebuhr Skanderborg Golfklubs restaurantlokaler, og Restaurant Leth Dining så dagens lys. En renovering og en corona-nedlukning senere har de nu åbnet dørene for golfklubbens medlemmer og andre, der er sultne efter et måltid mad i de grønne omgivelser med nordisk præg.

Søhøjlandet, hvor Skanderborg ligger, er kendt for sin smukke natur. Byen har nu fået en ny restaurant, som ikke mindst kommer de golfglade til gode. Indehaveren hedder Thomas Leth, og han har i en årrække kørt privat dining. Pludselig fik han mulighed for at udleve drømmen om at åbne eget sted og kontaktede sin gode ven, Mike Niebuhr.

– Thomas og jeg kender hinanden fra hotelbranchen, og da han ringede til mig med tilbuddet, var jeg klar på et eventyr, siger Mike Niebuhr, som er restaurantchef.

Corona gav et par måneders forsinkelse, men når det nu skulle være, gav det ekstra tid til den omfattende indvendige renovering, stedet krævede.

– Vi nåede slet ikke at komme i gang på grund af corona, selvom vi egentlig var klar til at åbne. Vi åbnede dørene 18. maj 2020, og det har været en kæmpe succes lige siden. Vi er blevet taget rigtig god imod og har allerede fået Dinnerbookings hædersdiplom, fordi vi har fået så gode anmeldelser, siger Mike Niebuhr.

Nordisk stil som tema

Golfklubben havde førhen en kantine, hvor man fik maden på en bakke gennem en luge og selv gik ned og satte sig for at spise. Lokalets indretning hørte også en anden tid til med blå gulvtæpper, kontormøbler og skydedøre i rummet.

– Vi har stået for en både grov og fin renovering, hvor det nu afspejler en moderne, nordisk stil – ligesom vores mad. Rummet skulle have så meget luft som muligt, fortæller Mike Niebuhr.

Makkerparret stod selv for indretningen og valgte at få askegrå vinylgulve i restauranten med hvide vægge og nordiske møbler. Alt sammen hvor udsigten over golfbane, skov og Skanderborg Sø er i centrum.

Til lofterne er der valgt sorte Troldtekt akustikplader for at give et moderne, roligt og afbalanceret udtryk. Gæsterne såvel som indehaverne har kunnet mærke en markant forskel i lydmiljøet.

– Alle, som kender golfklubben, har sagt, at stemningen har ændret sig. Det runger ikke så meget i rummet mere, og man hører ikke andres samtaler rundt ved bordene. Den gode akustik bliver decideret nævnt af gæsterne, og det vidner om, at vi har truffet et fornuftigt valg, lyder det fra Mike Niebuhr.

Maden hos Leth Dining er nordisk med et asiatisk twist, og gæster kan smage en 14-retters menu. Der er dog mad til alle maver, og makkerparret sørger derfor også for hurtige håndmadder til golffolket og en tartelet, der er blandt landets største.

Fakta

Projekt:
Restaurant Leth Dining ved Skanderborg Golfklub
Troldtekt produkter
Loftbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Sort 207
Struktur:
Ultrafin (1,0 mm træuld)
Kantprofil:
5 mm fas, K5
Montering:
Med Troldtekt strukturskruer
Tekst & Fotos
Tekst:
Publico
Fotos:
Tommy Kosior, Troldtekt A/S