Ungdomskulturen indtager Ringe

Midt i Ringe by er der blevet gjort plads til en ny række kulturtilbud til børn og unge. Mulighederne i de tidligere sygehusbygninger er mange. Her er både caféområde og aktiviteter indenfor litteratur, dans, musik og billedkunst. Tilmed kan kreativiteten folde sig ud i byens rum og blive en del af byens liv.

Kulturzonen er rammen for de nyetablerede kulturfaciliteter for børn og unge i og omkring Ringe. Et navn, der fortæller, at det ikke drejer sig om en enkelt bygning men en større sammenhæng.

I Kulturzonen ligger byens bibliotek, en parkourbane og de to ældre bygninger med henholdsvis musikskole og kulturhus. I bevægelsessalen i stueetagen er der mulighed for at åbne op til en lille udendørs plads og dermed udvide salens aktiviteter. Musikskole og Kulturhus er fra 1885 og 1913 og har huset byens sygehus. Efter lukningen af sygehuset giver Kulturzonen, særligt for de unge, ny aktivitet i byen.

Funktionel indretning

Musikskolen er blevet vellykket renoveret med fokus på gode faciliteter for undervisningen med små og store rum, alle med en god akustik. Samtidig er indretningen moderne med klare farver og dekorative noder. I bygningen ved siden af bliver der danset på livet løs i bevægelsessalen. Et velproportioneret rum med loft til kip og spærrene anvendt til montering af lys og ventilation. Sort Troldtekt på den ene væg og på lofterne giver en god akustik til musik, teater og dans og er samtidigt et robust materiale.

Under renoveringen er der lagt vægt på at opgradere de akustiske egenskaber i de eksisterende bygninger. I musiklokalerne er der derfor opnået lydisolation og efterklangstid, der lever op til moderne standarder. Det rå udtryk med synlige installationer er et bevidst valg fra arkitektens side. I samme bygning er desuden indrettet kreative værksteder, og et hyggeligt loft med et stort glasparti giver mulighed for et kig ned på bevægelsessalen. Ved indgangen ligger caféområdet, hvor byens unge og husets brugere kan mødes over en kop kaffe.

Fakta

Projekt:
Musikskole og Kulturhus i Ringe, Danmark
Arkitekt:
Skala Arkitekter
Bygherre:
Faaborg-Midtfyn Kommune
Troldtekt Produkter
Væg- og loftsbeklædning:
Troldtekt akustik og Troldtekt akustik Plus
Farve:
Hvid og sort
Struktur:
Ultrafin (1,0 mm træuld) og Fin (1,5 mm træuld)
Tekst & Fotos
Tekst:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt
Fotos:
Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt

Awards

Nomineret til Renover prisen 2018.