Innovativ psykiatri med mennesket i centrum

Den nye psykiatriske afdeling på Södra Älvsborg Hospital (SÄS) inspirerer patienter til at interagere med stedet og naturen. Arkitektfirmaet bag arbejder med helende arkitektur, og målet er at skabe de bedste rammer for helbredelse.

Når vejret tillader det, kan patienter og ansatte på Södra Älvsborg Hospitals psykiatriske afdeling i gårdhaven nyde morgensolen, der skinner gennem fyrretræerne. Det er bare et af de helende designprincipper bag byggeriet, der skal give patienterne en følelse af frihed, uafhængighed og personligt ansvar.

Den psykiatriske afdeling består ud over en rehabiliteringsenhed og administrationskontorer af en psykiatrisk skadestue med 80 sengepladser til voksne samt en afdeling med 10 sengepladser til børn og unge.
Selve afdelingen ligger ikke langt fra centrum i Borås, og White Arkitekter har med udgangspunkt i input fra brugere og ansatte sigtet mod at skabe et moderne offentligt byggeri – uden institutionsfølelsen.

Södra Älvsborg Hospital blev i foråret 2021 shortlisted til den prestigefyldte European Healthcare Design Awards i kategorien Mental Health Design.

Lys og materialevalg

Afdelingen, der består af to renoverede bygninger samt to helt nye, er opført så placeringen udnytter de helbredende kvaliteter ved det naturlige dagslys. Eksempelvis med gårdhaver, der vender mod øst, så patienter kan nyde solopgangen, og faktisk har alle sengestuer og rum udsigt mod enten omkringliggende parker eller skove, hvilket understøtter følelsen af frihed.

De gennemsigtige flader ud til gårdhaverne er både med til at forhindre flugtforsøg og afhjælper samtidig følelsen af fangenskab. En snoet sti fører til haven ved rehabiliteringsenheden, så patienter kan gå længere ture og røre sig.

Frihed - alene eller sammen med andre

Indretningen af afdelingen skal dels give patienter mulighed for at være alene, men også invitere til samvær med andre. Alle sengestuer er enkeltstuer med egen balkon, der giver direkte adgang til livet udenfor. Men i henholdsvis små opholdsstuer og afdelingens store spisestue kan patienter og ansatte mødes.

De ansatte på afdelingen har også sikre og lyse opholdsrum, hvor de kan trække sig tilbage og holde pause under intensive vagter.

Der er også tænkt over akustikken i bygningen. Over det store fælles torv, der danner rammen om ankomst, check-in, informationsskranke og samtaleområder er der monteret Troldtekt akustikplader for at give alle, der ankommer til afdelingen en behagelig modtagelse i form af god akustik.

– Lyd er en af de miljøfaktorer, som vi er meget omhyggelige med at designe korrekt i psykiatriske byggeprojekter. At skabe et underspillet og behagelig akustik i et lokale kan være med til at modvirke stress og angst, som ellers godt kunne opstå i et støjende miljø, forklarer arkitekt Peter Johnstone fra White Arkitekter.

– Materialevalget har også stor betydning. Vi vælger gerne træ, fordi det giver en følelse af varme og naturlighed. Materialerne, sammen med den gode akustik, bidrager positivt til helbredelsen, fortsætter han.

>> Læs også mere om White Arkitekters arbejde med helende arkitektur i denne artikel

Fakta

Projekt:
Ny psykiatrisk afdeling på Södra Älsvborg Hospital (SÄS) i Borås, Sverige
Arkitekt:
White Arkitekter
Troldtekt produkter
Loftbeklædning:
Troldtekt akustik
Farve:
Lys natur
Struktur:
Grov (3,0 mm træuld)
Kantprofil:
Ret kant, K0
Montering:
Med Troldtekt skruer
Tekst & Fotos
Tekst:
Publico
Fotos:
Felix Gerlach

Awards

Hædrende omtale - highly commended - ved European Healthcare Design Awards 2021.