Kolleger lærer dansk i arbejdstiden

Hos Troldtekt har en stor del af kollegerne en anden etnisk baggrund end dansk.

Vi prioriterer danskundervisning til dem, der ikke har dansk som modersmål.

Kolleger lærer dansk i arbejdstiden | Troldtekt A/S

I produktionen i Troldhede er der flere medarbejdere, som er flyttet til Danmark fra andre lande, og til trods for at mange før ansættelsen havde et basalt kendskab til dansk, har vi fokus på at give dem muligheden for at opkvalificere sig sprogligt. Vi tilbyder derfor danskundervisning til de kolleger, der har et andet modersmål.

– Vi har haft medarbejdere, der kun har villet tale engelsk. Det kan vi også godt rumme, men vi vil bare gerne have, at alle taler dansk. Det hjælper med at minimere antallet af misforståelser mellem kollegaerne og skaber et godt socialt sammenhold,fortæller Steen Nielsen, der er tillidsmand hos Troldtekt A/S.

En investering i medarbejderne

Troldtekt har i 2019 valgt at igangsætte danskundervisningen i arbejdstiden, da det er en investering i medarbejderne – og med til at fastholde dygtige kolleger.

Srilankanske Shan Manikkam, der har arbejdet hos Troldtekt i en lang årrække, fortæller, at han nu kan kombinere sit arbejde med interessen for at lære mere dansk. Det betyder, at han bedre kan orientere sig i medierne og undgå misforståelser i hverdagen.

– Jeg har altid sagt til min chef, at jeg gerne vil være god til at kommunikere. Jeg taler dansk på mit arbejde, men også når jeg handler, og når jeg taler med mine børn, fortæller han.

Danskundervisningen foregår ugentligt i Troldtekts lokaler. Undervisningen er differentieret og fleksibel og giver alle ens vilkår for at deltage.

Gode muligheder for kompetenceløft

På initiativ fra Samarbejdsudvalget i Troldtekt tilbyder vi medarbejdere i produktionen mulighed for selvvalgt efteruddannelse. Det sker i et samarbejde med KompetenceGruppen hos Ringkøbing-Skjern Kommune.

Alle timelønnede kolleger blev omkring årsskiftet 2018-2019 tilbudt en samtale med kommunens konsulenter for at afklare behov og ønsker omkring uddannelse. Efterfølgende har vi, i samråd med kommunen, udarbejdet et katalog over de mulige uddannelsesforløb, som vores kolleger kan tage del i.