På sporet af gamle rør
Kommunen og Ringkøbing-Skjern Forsyning var positive over for ideen, og det blev aftalt, at Ringkøbing-Skjern Forsyning anlægger et nyt regnvandsstik til Troldtekts grund. Dermed kan en række eksisterende regnvandsbassiner på grunden sløjfes, fordi vandet fremover vil blive ledt væk fra grunden og uden om rensningsanlægget til et nyt regnvandsbassin anlagt af forsyningen.
Separeringen bliver ikke kun gennemført for det nye areal, men også på de allerede bebyggede områder. Det viste sig dog, at det langt fra var nogen enkel opgave at danne sig et overblik over alle de eksisterende rørledninger og afløb.
– Fabrikken er knopskudt over mange år, så det var et stort arbejde at få kortlagt forbindelser i jorden. I dag er det lovpligtigt at registrere nye ledninger, men tidligere har man ikke registreret og kortlagt rør på samme måde. Derfor har det kostet en del tid og penge at få forberedt separeringen. Men til gengæld er der nu helt styr på registreringen, og forsyningen sparer mange ressourcer til vandrensning, siger Poul Erik Pedersen.
Mindre spildevand i vandløbene
Ringkøbing-Skjern Forsyning er også godt tilfreds med samarbejdet med Troldtekt og udsigten til at få mindre regnvand i renseanlægget. Det gavner nemlig både økonomien og gør det lettere for forsyningen at leve op til miljøbeskyttelsesloven og spildevandsbekendtgørelsen.
– Med separeringen koster det mindre at rense vandet, og der er mindre risiko for overløb ved voldsom regn. Spildevandet indeholder organisk stof og bakterier, så hvis det ender i naturen, så øges iltforbruget i vandløb og søer, samtidig med at vandkvaliteten forringes, siger projektleder Hans Schmidt fra Ringkøbing-Skjern Forsyning.