Troldtekt i front for mere FSC®-certificeret skov

Aktiv deltagelse i FSC Ugen, oplæg på WWF Verdensnaturfonden Denmarks skovkonference og ved FSC Danmarks årsdag.

Det er nogle af de aktiviteter, Troldtekt gennemførte i 2019 via vores partnerskab med FSC Danmark.

Vores to organisationer er også gået sammen i medierne med et opråb om behovet for mere certificeret skov.

Troldtekt i front for mere FSC-certificeret skov

– En væsentlig andel af vores akustikplader er FSC-certificerede (FSC®C115450), men vi vil gerne producere endnu flere, i takt med at flere danske skovejere forhåbentlig certificerer deres skove. Vores strategi er at producere bæredygtigt, og markedet er klar til at købe flere FSC-certificerede produkter. Derfor ser vi et stort behov for flere certificerede skovarealer i Danmark, siger Peer Leth, adm. direktør i Troldtekt A/S.

Hos Troldtekt har vi også arrangeret og lagt lokaler til møder mellem danske skovbrug og aktører fra træindustrien med henblik på at øge udbuddet af lokalt, certificeret træ.

Grobund for mere bæredygtig skov

I dag er blot 20 procent af det danske skovareal FSC-certificeret, og efterspørgslen overstiger udbuddet. FSC-mærket er blandt andet en garanti for, at der ikke fældes mere træ, end skoven selv kan reproducere – og at lokale arbejdere er uddannede, får sikkerhedsudstyr og en ordentlig løn.

– Skovbruget har afventet, at efterspørgslen for alvor skulle skyde i vejret. Samtidig har der været behov for at revidere og optimere den danske FSC-skovstandard, så antallet af krav er reduceret, og kravene er mere praksisorienterede. Derfor kommer vi nu med et opråb til private skovejere og godsejere, om at de skal certificere deres skove, siger Loa Dalgaard Worm, direktør for strategi og udvikling i FSC Danmark.

Troldtekt er FSC®-certificeret. Det betyder, at vi kan tilbyde akustikplader med træ fra ansvarligt skovbrug, som er certificeret i tråd med FSC-principperne

Kommune certificerer skove efter dialog

Som et direkte resultat af det fælles ”opråb” fra FSC Danmark og Troldtekt har Ringkøbing-Skjern Kommune nu besluttet at FSC-certificere alle sine kommunale skove.

– Jeg blev inviteret til et møde hos Troldtekt, hvor også FSC Danmark deltog. Her blev jeg præsenteret for fordelene ved certificeringen og udfordringerne med at skaffe nok FSC-certificeret træ. Dialogen gav mig ny viden og har ført til en beslutning om, at vi nu FSC-certificerer vores skove som supplement til vores PEFC-certificering. Samtidig vil jeg aktivt gå ind i at gøre mine kolleger i andre kommuner opmærksom på ordningen, siger Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Bedre mulighed for at købe råtræ lokalt

Troldtekt producerer alle akustikplader i Troldhede, som ligger i kommunen. Med beslutningen om at FSC-certificere de kommunale skove får vi bedre muligheder for at indkøbe vores råtræ lokalt.

– Vi lytter selvfølgelig, når en af de store virksomheder i vores kommune gør os opmærksom på et behov. Jeg er glad for, at vi nu kan tilbyde FSC-certificeret træ til blandt andre Troldtekt. Det er vigtigt for deres salg i både Danmark og på eksportmarkeder som Tyskland, siger Hans Østergaard.