CO2-negative Troldtekt akustikplader i spil til German Innovation Award

Troldtekt® baseret på cementtypen FUTURECEMTM er nomineret til den prestigefulde German Innovation Award, der hædrer design-innovationer. De nye akustikplader optager mere CO2, end de udleder i produktionsfasen.

08.02.2022

”Priser, der gør innovation synlig”. Sådan beskriver German Design Council selv prisuddelingen German Innovation Award, der hædrer innovationer, som blandt tager højde for bæredygtighed samt energi- og ressourceforbrug. De nye Troldtekt akustikplader baseret på FUTURECEM er i spil til en pris i kategorien ‘Excellence in Business to Business’.

Den tyske innovationspris uddeles af det tyske designråd, German Design Council, der også står bag priser som German Design Award og ICONIC Awards. Vinderne kåres ved en award-ceremoni i Berlin i maj.

Det er en stor innovation i Troldtekts arbejde med dokumenteret bæredygtighed, at velkendte akustikplader fremover kan baseres på FUTURECEM i stedet for traditionel cement.

Nye akustikplader er en landvinding
FUTURECEM er en patenteret cementtype, som har et 30 procent lavere CO2-aftryk end traditionel cement. Træet, som er den anden råvare i Troldtekt akustikplader, optager CO2 under opvæksten i de danske skove. Og da produktionen på Troldtekts egen fabrik foregår med vedvarende energi, går de nye akustikpladers samlede CO2-aftryk i minus, når man måler på råvarer, råvaretransport og produktion.

– Det er en landvinding, at vi kan erstatte traditionel cement med FUTURECEM, uden at det forringer pladens egenskaber. Vi står nu med et cementbaseret produkt, der har et negativt CO2-aftryk under produktionen og helt frem til, det skal genanvendes eller bortskaffes, siger Vibeke Pedersen, teknisk chef hos Troldtekt A/S.

– Samtidig arbejder vi på forskellige metoder til genanvendelse i både det biologiske og det tekniske kredsløb, så mindst muligt af den indlejrede CO2 skal frigives ved forbrænding, når akustikpladerne er udtjente efter mindst 50-70 år, fortsætter hun.

Troldtekt med FUTURECEM lanceres i marts 2022. De nye akustikplader er vurderet til designkonceptet Cradle to Cradles guldniveau, og certifikatet forventes i hus inden 1. marts 2022.

Troldtekt baseret på FUTURECEM er også i spil til en Green Product Award 2022.

Læs mere om Troldtekt baseret på FUTURECEM

 

Om German Innovation Award

  • Formålet med German Innovation Award er at hædre produkter og teknologier, der finder nye veje inden for innovation. Løsninger, der klart skiller sig ud fra mængden takket være deres bidrag til borgere og miljøet. Prisen uddeles af German Design Council.
  • Juryen lægger blandt andet vægt på, at innovationerne tager højde for aspekter som bæredygtighed samt brug af energi og ressourcer.
  • Juryen udvælger én guldvinder (Gold) i hver kategori og et antal vinderpriser (Winner) for innovationer
  • Juryen mødes for at votere den 16. februar 2022, og vinderne kåres ved den store award-ceremoni i Berlin den 24. maj 2022.

 

Læs mere om German Innovation Award