CSR Awards: Troldtekt fortæller om Cradle to Cradle

05.10.2015

7. oktober uddeler CSR Fonden for femte år i træk CSR Awards. Det sker ved et stort show i Vejle, hvor der fra morgen til aften er fokus på danske virksomheders arbejde med bæredygtighed og social ansvarlighed. Blandt hovedtalerne er William McDonough, som er en af ophavsmændene til Cradle to Cradle-konceptet.

Troldtekt A/S vandt strategiprisen ved CSR Awards 2014. Under dette års prisshow fortæller vi om de forretningsmuligheder, der ligger i at arbejde strategisk med Cradle to Cradle. Det sker ved en af CSR Awards’ såkaldte side-events, som finder sted fra kl. 12 til 13.

Fokus på cirkulær tankegang
Troldtekt arrangerer eventen sammen med organisationen Cradle People og virksomheden KLS Grafisk Hus.

Fokus er på de bærende principper i Cradle to Cradle-konceptet: Opgøret med brug-og-smid-væk-kulturen og mulighederne i en cirkulær tankegang, hvor produkter indgår i et biologisk eller teknisk kredsløb.

Troldtekt fortæller om erfaringerne med at lade Cradle to Cradle være fundament for forretningsstrategien. Herunder vores plan for konkrete indsatser med sigte på bæredygtighed, som vi følger frem til 2022.

Læs mere om CSR Awards og sideevent om Cradle to Cradle