International hæder til fjordpark

Aalborgs nye friluftsbad og aktivitetsanlæg, Vestre Fjordpark, har vundet en Architizer A+Award og er shortlistet til en WAF Award. Træ og træbaserede produkter spiller en stor rolle i det nye anlæg, hvor mange af bygningerne har Troldtekt akustiklofter.

09.08.2018

Ved Limfjorden og tæt på centrum i Aalborg ligger den 165.000 kvadratmeter store Vestre Fjordpark. Her er mulighed for at springe i vandet, bade, lege, spille bold, løbe, dyrke parkour, ro kajak og slappe af. Det gør parken til et attraktivt mødested i det danske sommervejr.

Det rekreative område er elegant udført af ADEPT og GHB Landskabsarkitekter – og arkitekturen har vakt international opsigt. Vestre Fjordpark er netop kåret som juryvinder af den prestigefulde Architizer A+Award, som hvert år hylder verdens bedste arkitektur. Området i Aalborg har vundet i kategorien ’Sport & Recreation’ foran projekter fra blandt andet Nice i Frankrig, Chang Mai i Thailand og Montreal i Canada.

Vestre Fjordpark er desuden udvalgt til at dyste med om en World Architecture Festival Award 2018, som uddeles i Amsterdam sidst i november.

Træ og Troldtekt i projektet

Vestre Fjordpark består af både bygninger og landskab – og stedet har en klar identitet, hvor robust træ binder elementerne sammen. På alle bygninger er facaderne beklædt med lister af canadisk cedertræ, og flere steder er der Troldtekt lofter, hvor træ også er det dominerende materiale.

Parken er opdelt i seks områder, og i badeområdet er der både et 50 meter langt svømmebassin og et dybere bassin med vipper, udspringstårn og klatrevæg. Anlægget åbnede i sommeren 2017 og har i alt kostet cirka 70 millioner kroner.

Læs case og se flere billeder fra Vestre Fjordpark >