God akustik i grøn tænketank

27.05.2019

Troldtekt har indgået samarbejde med den svenske grønne tænketank Fores i Stockholm, som bygger bro mellem politikere, erhvervsliv og forskning inden for bæredygtighed. I en ny film fortæller adm. direktør Mattias Goldmann, hvordan Troldtekt akustiklofter og -vægge understøtter tænketankens filosofi.

Såvel i den offentlige debat som med konferencer, seminarer og publikationer markerer Fores sig som en central spiller, når det gælder bæredygtighed i Sverige. Som led i et nyt samarbejde med Troldtekt har tænketankens hovedkontor i Stockholm fået monteret forskellige Troldtekt designløsninger på lofter og vægge. 

Troldtekt bidrager dels til at sikre en god akustik under de mange møder og arrangementer i bygningen, dels til at understøtte den fortælling, der skinner igennem i hele Fores’ kontor. Her skal alt, fra stole til tæpper og lofter, signalere bæredygtighed, fortæller tænketankens adm. direktør, Mattias Goldmann.

– Vi hos Fores bliver imponeret af Troldtekt, fordi man anvender gran, som vokser i Norden og er et biologisk råmateriale, fordi produktet er Cradle to Cradle-certificeret, og fordi Troldtekt til og med har 100 procent vindkraft i produktionen, fortæller Mattias Goldmann i en ny film. 

Bedre samtaler giver bedre beslutninger

Med kombinationen af mange mennesker i bygningen, hårde stengulve og store vinduespartier er der behov for god akustik i Fores-kontoret. Og her gør designløsningerne fra Troldtekt en markant forskel. 

Som en del af akustikløsningen har Fores flere steder i loftet fået CNC-fræset sit logo i Troldtekt pladerne. På den måde bliver gæsterne altid mindet om, hvor de er, når de løfter blikket.

– Men det absolut vigtigste er den høje grad af bæredygtighed, og at vi med bedre akustik får bedre samtaler og dermed bedre beslutninger, siger Mattias Goldmann.  

I tråd med forretningsstrategien

For Troldtekt har det været naturligt at gribe muligheden for et samarbejde med Fores. Adm. direktør Peer Leth uddyber:

– Fores er på en saglig og engageret måde med til at udbrede certificerede bæredygtighedstiltag og cirkulær økonomi, der er en helt central del af vores forretningsstrategi. Med samarbejdet får vi samtidig mulighed for at vise vores løsninger frem til de mange meningsdannere og eksperter inden for bæredygtighed, som besøger Fores.

Samarbejdet med den grønne tænketank er blot et af de initiativer inden for samfundsansvar, som vi hos Troldtekt har søsat i Sverige og Tyskland.

>> Se flere eksempler i vores CSR-rapport for 2018.