Troldtekt taler om verdensmål for erhvervsråd

06.03.2020

Ud over erhvervsminister Simon Kollerup er Troldtekts direktør, Peer Leth, oplægsholder ved årets generalforsamling i Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd. Han vil fortælle, hvordan vi arbejder med FN’s verdensmål som led i vores samlede CSR-fokus.

Iværksætteri og bæredygtighed er på agendaen, når Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd inviterer medlemmerne til generalforsamling mandag den 9. marts i erhvervshuset Innovest.

Efter generalforsamling og kåring af årets iværksætter taler erhvervsminister Simon Kollerup (S). Ministeren bliver på scenen afløst af Peer Leth, adm. direktør hos Troldtekt A/S, som vil fortælle, hvordan vi arbejder med FN’s verdensmål som en del af vores strategiske fokus på CSR og cirkulær økonomi.

– Der er mange dygtige og driftige virksomheder i lokalområdet, så jeg er stolt over, at Troldtekt er udvalgt til at holde inspirationsoplæg på generalforsamlingen. Mit oplæg handler om, hvordan vi som mellemstor dansk produktionsvirksomhed gør verdensmålene overskuelige og konkrete i hverdagen, siger Peer Leth.

– Vi er bevidste om, at vi ikke kan og skal fokusere på alle 17 verdensmål, men vælge dem, hvor vi reelt har mulighed for at gøre en forskel, tilføjer han.

Fokus på fire verdensmål

Troldtekts strategi bygger på det bæredygtige designkoncept Cradle to Cradle. Ud fra principperne i konceptet har vi udvalgt fire verdensmål, som vi arbejder for at understøtte:
 
Mål 3: Sundhed og trivsel
Gennem Cradle to Cradle-certificeringen er det grundigt dokumenteret, at Troldtekt ikke indeholder stoffer, som er skadelige for mennesker. Troldtekt er også indeklimamærket hos Dansk Indeklima Mærkning. 

Mål 12: Ansvarligt forbrug og produktion
Vi har i de senere år investeret massivt i at optimere produktionen og gøre den mere energieffektiv – blandt andet med en helt ny produktionslinje.

Mål 15: Livet på land
I produktionen af Troldtekt indgår fornybare råvarer: FSC®-certificeret (FSC®C115450) og PEFC™-certificeret (PEFC/09-31-030) træ fra ansvarlig skovdrift i Danmark.

Mål 17: Partnerskaber for handling
Troldtekt støtter ngo’er, som arbejder for at udbrede Cradle to Cradle. Desuden har vi – sammen med FSC Danmark – deltaget i initiativer for at sikre mere certificeret, dansk skov. Sammen med Aalborg Portland arbejder vi også på tiltag, der skal reducere CO2-aftrykket fra cementen i vores akustikplader.