Ny film: Sådan er Danmark med i front

Danske virksomheder har fået øjnene op for forretningspotentialet i at arbejde bæredygtigt og genanvende ressourcer.

I en ny dokumentarfilm tager Ellen MacArthur Foundation temperaturen på cirkulær økonomi i Danmark. Troldtekt er en af de virksomheder, der medvirker i filmen, som var en del af den netop afholdte Disruptive Innovation Festival.

Økologisk børnetøj, der går på skift mellem familier, genbrug af gamle mursten og akustikplader, som kan komposteres efter brug. Alle tre er eksempler på danske virksomheders tiltag inden for cirkulær økonomi.

Eksemplerne indgår i en ny dokumentarfilm fra Ellen MacArthur Foundation, som arbejder for at fremme cirkulær økonomi. Den britiske fond har i november afholdt Disruptive Innovation Festival, hvor filmen om de danske initiativer indgik.

I filmen deler Troldtekts kommunikations- og marketingchef, Tina Kristensen, ud af Troldtekts gode erfaringer med Cradle to Cradle.

– Da vi begyndte at arbejde med Cradle to Cradle som produktcertificering, indså vi hurtigt, at vi kunne gøre mere. Certificeringen matcher vores virksomheds værdier og den måde, vi arbejder med miljø. Vi har baseret vores strategi på principperne og bruger dem i dag som ledelsesværktøj, fortæller hun blandt andet.

Læs mere om Troldtekts arbejde med Cradle to Cradle.


Bæredygtighed på dagsordenen
I dokumentarfilmen fortæller folketingsmedlem og tidligere miljøminister Ida Auken (R) blandt andet, hvordan cirkulær økonomi har været med til at rykke bæredygtighed længere op på dagsordenen – ikke mindst i erhvervslivet.

Desuden giver Jasper Steinhausen fra konsulentvirksomheden Ouroboros eksempler på de økonomiske fordele ved at tænke cirkulært. Tættere kunde- og leverandørrelationer, lavere omkostninger, styrket branding og bedre muligheder for innovation er iblandt dem.

Denmark: Ahead of the Game

Denmark Ahead of the game