Cradle to Cradle: Flueben og nye ambitioner

Det internationale Cradle to Cradle-koncept er fundamentet for Troldtekts forretningsstrategi. Sammen med Vugge til Vugge Danmark har Troldtekt netop sat flueben og nye mål i virksomhedens bæredygtige roadmap.

Planen, der indeholder konkrete indsatser inden for blandt andet materialesundhed, genanvendelse og vedvarende energi, skal senest i 2022 bringe Troldtekts produkter op på Cradle to Cradles højeste niveau – platin.

100 procent vedvarende energi i elforbruget, ingen udledning af spildevand fra produktionen og indsamling af træbetonrester fra byggepladser. Det er alle eksempler på bæredygtige indsatser, hvor Troldtekt nu kan sætte flueben i virksomhedens Cradle to Cradle-roadmap.

Køreplanen, som Troldtekt følger frem mod 2022, er blevet opdateret med nye ambitioner og handleplaner. Blandt andet er der sat flere mål inden for vandbesparelse, ligesom Troldtekt har præciseret sin ambition om at reducere energiforbruget per produceret kvadratmeter træbeton med 50 procent i forhold til 2012.

Planens mange initiativer skal sikre, at Troldtekt hele tiden skærper det bæredygtige fokus.

Læs også: Retursystem gør affald til en ny ressource.

Et stort fokus i virksomheden
– De detaljerede handleplaner for at nå målene vidner om, at Troldtekt arbejder seriøst med Cradle to Cradle-principperne. Når man ser, hvor langt de er nået, og hvordan de løbende hæver ambitionerne, så er de på rette spor i forhold til ambitionen om at nå Cradle to Cradles platinniveau i 2022, siger Annette Hastrup.

Hun er direktør i Vugge til Vugge Danmark, som Troldtekt har samarbejdet med siden starten af 2012.

Gode muligheder for guld i 2017
Produktserien Troldtekt akustik blev i foråret 2015 re-certificeret efter Cradle to Cradle version 3.1. Cradle to Cradle opererer med certificering på fem niveauer: basic, bronze, sølv, guld og platin.

Samlet set har Troldtekt opnået sølv. Certificeringen omfatter 92 procent af virksomhedens produkter, herunder også plader, som er malet i standardfarverne sort, hvid, grå og rød.

Produkter og processer vurderes i fem kriteriekategorier:
• materialesundhed
• materialegenanvendelse
• vedvarende energi og carbon management
• forvaltning af vandressourcer
• social ansvarlighed.

– I fire ud af fem kriteriekategorier er Troldtekt allerede på guldniveau, og da Troldtekt arbejder benhårdt på at optimere produkterne i den femte kategori, er der gode muligheder for samlet set at løfte certifikatet til guldniveau ved den næste re-certificering i 2017 – og måske endda allerede i 2016, siger Annette Hastrup. 

Skemaet viser Troldtekts score ved Cradle to Cradle re-certificeringen primo 2019.

Material Health er fortsat på C2C sølv-niveau, og derfor fastholder Troldtekt en samlet C2C-certificering på sølv-niveau.

Material Reutilization, Renewable Energi, og Social Fairness er alle på C2C guld-niveau, mens Water Stewardship fortsat er på platin-niveau.

 

 

 

Flueben og nye ambitioner