Retursystem gør affald til en ny ressource

Troldtekt arbejder systematisk med cirkulær økonomi og lancerer nu et take back-system. Det skal sikre, at træbetonrester fra byggepladser går tilbage til naturen som kompost. Samtidig vil Troldtekt via en ny serviceaftale sikre, at akustikpladerne kan indsamles og genanvendes, når de om mange år skal bortskaffes. De nye take back-tiltag er mulige, fordi Troldtekt – via Cradle to Cradle-certificeringen – har 100 procent styr på indholdsstofferne i produkterne.

Troldtekt træbetonplader kan komposteres og vende tilbage til naturens kredsløb som jordforbedringsmiddel. For at sikre at naturen får størst mulig gavn af både udtjente plader og produktrester fra byggepladser, lancerer Troldtekt nu et take back-system. Det går kort fortalt ud på at se affald som en ressource, og ordningen er et af de bæredygtige initiativer i Troldtekts Cradle to Cradle-roadmap.

Take back-systemet består af flere konkrete tiltag, som udrulles over flere etaper:

Nyttiggørelse af byggeaffald fra byggepladser
Første etape omfatter nyttiggørelse af byggeaffald og involverer partnerskaber med entreprenører (blandt andre MT Højgaard og NCC), som skal sørge for, at overskydende rester af nye Troldtekt plader bliver indsamlet på byggepladserne. Byggeaffaldet vil efterfølgende blive leveret til HedeDanmark, som behandler og oparbejder resterne til jordforbedringsmidler.

HedeDanmark har komposteringsstationer på både Sjælland og Fyn samt i Jylland, så transporten af affaldet er begrænset til kortere distancer.

Serviceaftaler om tilbagetagning
Første etape af take back-systemet omfatter også lanceringen af serviceaftaler, som Troldtekt nu tilbyder i forbindelse med projektleverancer. Med serviceaftalerne tilbyder Troldtekt fremadrettet at tilbagetage akustikplader efter endt brug. Troldtekt akustikplader er på bagsiden udstyret med blandt andet produktionsmærkning, og det øger sporbarheden, så akustikpladerne kan blive indsamlet og genanvendt med vished om materialekvaliteten, når de efter en lang årrække rives ned.

Nyttiggørelse af nedrivningsaffald og samarbejde med kommuner
Anden etape af take back-systemet omfatter nyttiggørelse af nedrivningsaffald. I dag er brugsfasen en udfordring for at lade de udtjente plader indgå i et cirkulært flow. Akustikpladerne har en meget lang levetid – ofte 50-70 år – og det kan være svært for bygherren at have overblik over, om pladerne har været overfladebehandlet eller på anden vis har optaget stoffer fra omgivelserne i løbet af brugsfasen. Træbeton-nedrivningsaffald kan i stedet indgå i det tekniske kredsløb som råvare i ny cement. Cementfremstillingen er en termisk proces, der uskadeliggør eventuel overfladebehandling. Træindholdet i træbetonpladerne bidrager til forbrændingsprocessen (energi), mens cement-delen i pladerne bliver til en råvare i ny cement.

Troldtekt har desuden indledt et samarbejde med en række kommuner om at frasortere træbeton som en selvstændig affaldsfraktion, der vil blive genanvendt i for eksempel byggeblokke. Denne del af take back-systemet vil gradvist blive udbredt til alle kommuner.

Naturlige produkter
Troldtekts take back-system er skabt i fællesskab med Vugge til Vugge Danmark, som Troldtekt har samarbejdet med siden starten af 2012. Projektet har desuden fået støtte fra Grøn Omstillingsfond og Region Midtjylland.

– Troldtekt akustikplader er Cradle to Cradle-certificeret på sølvniveau, og Troldtekt har således dokumentation for, at loftpladerne kan vende sikkert tilbage til naturen som kompost. Ved at lancere et system, der giver restprodukter og nedrivningsaffald ny værdi, viser Troldtekt sig endnu engang som en virksomhed, der er med helt i front inden for bæredygtighed og cirkulær økonomi, siger Annette Hastrup, direktør i Vugge til Vugge Danmark.

Take back-systemet lancerer Troldtekt i første omgang i Danmark. I løbet af de kommende par år vil systemet blive udbredt til de europæiske nærmarkeder.

Læs mere om Troldtekt og genanvendelse.

Læs også: Cradle to Cradle: Flueben og nye ambitioner.