I dag står forsøgsstuen – også kaldet Fremtidens Sengestue – på DTU i Lyngby, hvor den skal bruges til forskning i sundhed i byggeriet, men tidligere stod sengestuen på taget af Bispebjerg Hospitals parkeringskælder. Her kunne arkitekt Carlo Volf (foto) og kollegerne afprøve en helt ny indretning og fortolkning af en moderne psykiatrisk sengestue – en stue, der giver inspiration til det topmoderne Ny Psykiatri Bispebjerg, der skal stå klar i 2024:
– Sengestuen er indrettet med udgangspunkt i vores viden om hvordan lys, lyd og temperaturer påvirker os mennesker. Lys er ikke kun sundt og kan for eksempel være et problem, hvis man får for meget af det om natten. Sådan er det også med temperaturer og lyd, og patienter med psykiske udfordringer er særligt følsomme overfor ubalancer, siger Carlo Volf.
Løsningen er blevet en sengestue, hvor lyset er en kombination af dagslys og dynamisk LED-belysning, der er tilpasset døgnrytmen.
– Studier viser, at hvis vi får lys tidligt på dagen, så skubber vi vores døgnrytme fremad, så vi bliver mere trætte om aftenen. For psykiatriske patienter, der ofte kæmper med at falde i søvn, kan vi på den måde stimulere dem til en bedre søvnvane ved at bygge stuer, der hjælper dem med at vågne tidligere og også blive træt tidligere, forklarer Carlo Volf.
Han fortæller, at man i forsøgsstuen har forsøgt at optimere dagslyset i forhold til verdenshjørnerne – og kompensere med LED-belysning, hvor det naturlige lys ikke er gunstigt.