Fremtidens tagbolig er flyttet ind i Universe

Lavenergihuset Embrace blev i sommeren 2014 udstillet ved Solar Decathlon Europe i Frankrig. Studerende fra DTU står bag det innovative bud på fremtidens storbybolig, som nu er rejst i oplevelsesparken Universe på Als.

Her kan besøgende opleve, hvordan miljøhensyn går hånd i hånd med et lavt budget, og hvordan Troldtekt anvendes på husets yderside.

Se nærmere på Embrace

100 kvadratmeter af energiområdet i oplevelsesparken Universe på Als er blevet forvandlet til et fuldt beboeligt og funktionelt eksempel på fremtidens storbyhus. Huset hedder Embrace med henvisning til et klimaskjold af glas, der omfavner huset og beskytter det fra vind og vejr.

Embrace var DTU’s bidrag til Solar Decathlon Europe 2014, hvor 20 universiteter fra hele verden konkurrerede i Versailles fra den 28. juni til den 14. juli.

Udnytter byens kvadratmeter

Huset er tænkt som en tagbolig, der udnytter de ledige kvadratmeter på eksisterende bygninger i storbyen. Det er skabt til en topersoners familie, som ud over to etagers bolig får en atriumgård, der inviterer beboerne udenfor hele året.

Gården er nemlig ”omfavnet” af det 100 kvadratmeter store glasskjold, hvorpå der sidder solceller og solfangere. De leverer 240 procent af husets samlede energiforbrug, opvarmer brugsvand om dagen og nedkøler vand til husets kølesystem om natten.

Huset er et såkaldt ”intelligent” hus. Det vil sige, at det reagerer på beboernes adfærd og behov, så eksempelvis udluftningen i huset tilpasses efter, hvornår beboerne er hjemme.

Nytænkning med branchen

Embrace er udviklet i samarbejde med en række sponsorer, som har stillet materialer til rådighed og ydet teknisk sparring og rådgivning. Troldtekt er en af dem, og på huset er Troldtekt anvendt både inde og ude.

Alle materialerne er valgt med øje for bæredygtighed, så energiforbrug til både opførelse og anvendelse er reduceret til et minimum.

Video: Se, hvordan Troldtekt indgår i Embrace