Konkurrencevinder 2011

Fam. Andersens bidrag

Vi tegnede og byggede vores dejlige træhus I 2003-2004, og har været utroligt glade for at bo her. Huset er centreret om en stue med loft til kip (4,5 m højt) og et åbent køkken – alt med hvidmalede gips- lofter & vægge og forneden et parketgulv.

Disse herlige omgivelser giver en fantastik akustik som vi helt sikkert ville nyde hvis vi nu havde været et kirkekor eller et opera-ensemble, men nu er vi desværre, eller heldigvis, kun en lille familie med far, mor, Amalie på 10 år og Julius på 6 år.

Vi indrømmer som forældre at den store akustik har haft fordele når det drejede sig om at udtrykke et opdragende budskab for børnene, og det lyder flot når vi synger fødselsdagssange og danser rundt om juletræet. Alt dette vil vores naboer kunne nikke genkendende til da de jo også sagtens kan følge med i alt hvad der foregår med lidt hævede stemmer i huset – især om sommeren.

Men her hører ”fordelene” vist også op. Vi kæmper dagligt med en fordeling af hver en lille lyd i hele huset. Hvis ungerne taler lidt højt eller ser fjernsyn med lidt for høj volumen er det praktisk talt umuligt at følge med i et TV program i stuen eller prøve at føre en samtale.

Værste scenarie er desværre når vi inviterer familie og venner til f.eks. fødselsdage og jul. Når vi er ca. 20 personer i stuen bliver der en mudren af lyd, og det er svært at føre en samtale, og især børnenes oldemor har haft utroligt svært ved at kapere larmen.

Fars højeste ønske er et stereoanlæg med surround sound, men det fungerer bare ikke i et rum med så dårlig akustik.

Så kære Troldtekt – vi håber at I vil lade os vinde et nyt loft – ikke mindst for at kunne fremvise et superflot loft med tilhørende lækker akustik til en vis farmor i familien som mener, at Troldtekt lofter kun hører sig til i en kostald.

Før

Efter