Troldtekt A/S har netop modtaget en af de prestigefulde miljøpriser, som Ingeniørforeningen uddeler i samarbejde med EU og Miljøministeriet. Prisen gives for Troldtekts take back-strategi, der gør træbetonaffald fra byggeriet til en ny ressource. Troldtekt deltager nu i konkurrencen om en af de europæiske miljøpriser.
Træbetonaffald fra nybyggeri og nedrivning skal blive til en ny ressource. Sådan lyder tanken bag Troldtekts take back-strategi, hvor de første tiltag er udrullet. Strategien har nu udløst en af de nationale EU-miljøpriser, som i dag blev uddelt i Ingeniørhuset. Troldtekt har vundet i kategorien ”Bæredygtige Processer”.
– Vi har lanceret take back-systemet som en del af vores forretningsstrategi, der er baseret på principperne i det bæredygtige designkoncept Cradle to Cradle. Vi er meget stolte over at vinde så fornem en pris, og det bekræfter os yderligere i, at vi er på rette spor, siger Peer Leth, adm. direktør i Troldtekt A/S.
Komité: Et prisværdigt retursystem
I bedømmelseskomitéen sidder repræsentanter udpeget af Miljø- & Fødevareministeriet, Erhvervs- & Vækstministeriet, Dansk Industri, Håndværksrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, IDA Miljø og Ingeniørforeningen. Priskonkurrencen gennemføres i samarbejde med EU.
– Bedømmelseskomitéen finder det særligt prisværdigt, at der inden for byggebranchen etableres et retursystem, der minimerer behovet for deponi, og som samtidig genanvender materialer, der ellers skulle brændes eller deponeres, lyder det blandt andet i begrundelsen for valget af Troldtekt som vinder.
Sammen med de øvrige vindere er Troldtekt nu også i spil til en af de fælleseuropæiske EU-miljøpriser.
Kan vende tilbage til naturen
Med Troldtekts take back-system kan træbetonaffald fra byggepladser vende tilbage til naturen som kompost. Det kan det, fordi træbeton udelukkende består af træ og cement og ikke indeholder skadelige stoffer. Med systemets næste etape kan udtjente træbetonplader fra nedrivninger indgå som ressource i produktionen af ny cement.
– Det kræver investeringer fra vores side at lancere tiltagene, og det tjener sig ikke hjem fra dag ét. Men vi tror på, at det betaler sig i længden at gå forrest inden for bæredygtighed i byggeriet, siger Peer Leth.
Han tilføjer, at vigtige partnere som Vugge til Vugge Danmark, Region Midtjylland, Aalborg Portland, HedeDanmark og flere entreprenører også har en andel i prisen.
Med i ny CSR-rapport
Take back-systemet er en del af Troldtekts Cradle to Cradle-roadmap med bæredygtige tiltag frem mod 2022. Både roadmap og take back-system er nærmere beskrevet i Troldtekts nye CSR-rapport for 2015, der netop er indsendt til FN som en del af virksomhedens tilslutning til FN Global Compact.
YDERLIGERE INFORMATION:
FAKTA: EU’S MILJØPRISER
FAKTA: TILTAG I TROLDTEKTS TAKE BACK-SYSTEM