Troldtekt A/S og Aalborg Portland A/S har gennem 2018 arbejdet med at genanvende fraskær fra Troldtekt plader i cementproduktionen. Forsøget er nu blevet til en permanent ordning. Det fremgår af den CSR-rapport for 2018, som Troldtekt A/S netop har indsendt til FN.
Smuldet fra bearbejdning af akustikplader hos Troldtekt A/S fik i 2018 ny værdi i cementproduktionen hos Aalborg Portland. Projektet med at genanvende fraskær fra de færdige Troldtekt plader var i første omgang en forsøgsordning – med så stor succes, at ordningen nu er blevet permanent.
– Materialet fra Troldtekt er rigtig fint for os at modtage, fordi det er et produkt af naturlige materialer og helt i tråd med vores ønske om at fremme cirkulære samarbejder og derved substituere de fossile brændsler og spare på de naturlige råstoffer, siger Henriette Charlotte Nikolajsen, Manager Environment, Energy and QMS hos Aalborg Portland.
Historien om genanvendelse er en del af den nye CSR-rapport for 2018, som er et led i Troldtekts tilslutning til det frivillige, globale initiativ for samfundsansvar, FN Global Compact. Læs rapporten her.
62 procent af det materiale, som Aalborg Portland modtager fra Troldtekt, bliver brugt som råvareerstatning, mens 38 procent af materialet erstatter fossilt brændsel. Det er første gang, at Aalborg Portland har kunnet genanvende fraskær fra et færdigt produkt som råvare i ny cement.
– Omdrejningspunktet for vores forretningsstrategi er det bæredygtige designkoncept Cradle to Cradle. Her er grundtanken, at produkter og affald skal indgå i kredsløb, så de skaber ny værdi. Det kan Troldtekt plader gøre på flere måder, blandt andet som kompost. Men det er en milepæl, at vi nu også er lykkedes med at genanvende restprodukter i cementproduktionen, siger Peer Leth, adm. direktør hos Troldtekt.
Han forklarer, at smuldet transporteres til Aalborg Portland med de cementbiler, der ellers ville køre tomme retur efter levering af cement ved Troldtekts fabrik i Troldhede.
Troldtekts CSR-rapport byder på flere tiltag inden for samfundsansvar, som er gennemført i 2018. Blandt andet har Troldtekt øget andelen af FSC-certificeret rødgran fra lokale skove. FSC er garant for ansvarlig skovdrift, og Troldtekt kan nu levere akustikplader med certifikatet ’FSC 100%’ (FSC®C115450). Det betyder, at alt træet i den enkelte plade er FSC-certificeret.
– En væsentlig andel af vores produktion er FSC-certificerede plader, men vi vil gerne producere endnu flere, i takt med at flere danske skovejere forhåbentlig certificerer deres skove. Vores strategi er at producere bæredygtigt, og markedet er klar til at købe flere certificerede produkter, siger Peer Leth.
FSC-mærket er blandt andet en sikkerhed for, at der ikke fældes mere træ, end skoven selv kan reproducere – og at lokale arbejdere er uddannede, får sikkerhedsudstyr og en ordentlig løn.
Af andre højdepunkter fra CSR-rapporten kan nævnes, at Troldtekt i 2018:
Læs hele Troldtekts CSR-rapport her
Adm. direktør i Troldtekt A/S Peer Leth: +45 8747 8130 // ple@troldtekt.dk
Marketing- og kommunikationschef Tina Snedker Kristensen: +45 8747 8124 // tkr@troldtekt.dk