Troldtekt A/S, der producerer akustikløsninger til byggeriet, har fået Sven-Eric Nilsson som nyt bestyrelsesmedlem. Han er Vice President i VELUX A/S og skal hos Troldtekt især bidrage med brancheviden på det digitale felt.
Fordoblet fabrikskapacitet, vækst på flere markeder og lanceringen af nye designløsninger. Der er fuld gang i udviklingen hos Troldtekt, der står bag de originale akustikplader af samme navn. Og nu får virksomhedens bestyrelse endnu en markant profil tilknyttet. Han vil især bidrage til at styrke Troldtekts digitale udvikling.
Sven-Eric Nilsson kommer med en stærk digital baggrund fra blandt andet online-tøjbutikken Stylepit og vinduesproducenten VELUX, hvor han i dag er Vice President Global eBusiness (dækker områderne Digital marketing, Data&Insight og Online salg).
I Stylepit-tiden var han administrerende direktør, mens han inden da kom fra en anden topstilling hos VELUX. Tidligere har Sven-Eric Nilsson også en karriere i SAS bag sig, ligesom han er og har været aktiv i en række virksomhedsbestyrelser.
I 2019 fik Troldtekt også ny mand i spidsen for bestyrelsen i skikkelse af Kurt Bering Sørensen. Bag sig har han 28 års erfaring som adm. direktør i VELFAC A/S og DOVISTA A/S. De nye bestyrelseskræfter kommer til i en tid med vækst og ambitioner hos Troldtekt.
I begyndelsen af 2019 tog Troldtekt en nybygget fabrikslinje til 180 millioner kroner i brug. Kapacitetsudvidelsen i Vestjylland ruster den traditionsrige virksomhed til en videre vækstrejse i de kommende år, hvor især det danske, svenske og tyske marked er på dagsordenen.
Foruden Kurt Bering Sørensen og Sven-Eric Nilsson består bestyrelsen af Jens Bach Mortensen (tidl. direktør i Jeldwen) og Vilhelm Hvid (tidl. direktør i Stibo).
Adm. direktør i Troldtekt A/S Peer Leth: 8747 8130 // ple@troldtekt.dk
Marketing- og kommunikationschef Tina Snedker Kristensen: 8747 8124 // tkr@troldtekt.dk