Troldtekt GmbH vokser og åbner showroom i Hamburg

Der er stor efterspørgsel efter bæredygtige løsninger, der kan sikre et sundt indeklima i byggeriet. Det mærker Troldtekt GmbH i Hamburg, som er datterselskab af den danske producent af Troldtekt® akustikplader. Troldtekt GmbH har netop indviet nyt kontor og showroom i det kreative Altona-kvarter. Målgruppen er især arkitekter.

02.10.2020

I Altona ligger ”den gamle marcipanfabrik”, som i dag er et trendy byområde. På tredje sal i bygning 12 har Troldtekt GmbH åbnet kontor og showroom. Her er der mulighed for at opleve de elegante og dokumenteret bæredygtige Troldtekt akustikplader til loft- og vægbeklædning. Med det nye showroom tager Troldtekt det næste skridt i sin vækst på det tyske marked.

Showroomet er en del af Das Netzwerk für innovative Raumlösungen, hvor flere leverandører af interiørprodukter har kontor og showroom. Det har givet en unik mulighed for at vise et working showroom, hvor de forskellige interiørprodukter er integreret i hele indretningen. For eksempel er Troldtekts kontor selvfølgelig indrettet med Troldtekt lofter og vægge, men også med kontormøbler fra netværkets hovedlejer, Assmann, mens netværkets fælleslokaler har fået flere væg- og loftløsninger med Troldtekt designløsninger.

– Vi voksede ud af vores tidligere rammer, og for os er netværket det perfekte setup. Vi får mulighed for at præsentere vores løsninger i sammenhæng med flere andre interiørprodukter, så det bliver attraktivt for arkitekter at besøge stedet. Og så får vi selv kontor i et inspirerende miljø med værdifuld videndeling, siger Jesper Kvist, Country Manager hos Troldtekt GmbH.

Et stort potentiale for vækst

Troldtekt GmbH blev stiftet i 2015 som et datterselskab til danske Troldtekt A/S. Virksomheden har siden 1935 produceret de populære akustikplader – Holzwolleleichtbauplatten (HWL), som består af certificeret dansk rødgran (FSC®C115450 og PEFC™) og cement fra den danske undergrund.

Alle Troldtekt træbetonprodukter er Cradle to Cradle-sølvcertificeret. Troldtekt har opnået Cradle to Cradle-certificeringen blandt andet fordi, pladerne ikke indeholder stoffer, som er skadelige for mennesker eller miljø, og fordi pladerne kan vende tilbage til naturen i det biologiske kredsløb eller indgå som råvare i ny cement i det tekniske kredsløb. Akustikpladerne gør det muligt at kombinere bæredygtighed med god akustik, et sundt indeklima og effektiv brandsikring.

I Tyskland er Troldtekt allerede valgt til en lang række skoler, kontorer, restauranter og svømmecentre. Blandt andet er der Troldtekt akustiklofter i hele restaurantdelen af kontordomicilet Alnatura Arbeitswelt, som vandt Deutscher Nachhaltigkeitspreis 2020. Troldtekt er også en del af C2C LAB, det første byggeri i verden, der er renoveret efter Cradle to Cradle-principperne. C2C LAB fungerer som uddannelsescenter, NGO-kontor og ”levende laboratorium” for sunde, Cradle to Cradle-certificerede byggematerialer.

– Vi er blevet godt modtaget af arkitekter og bygherrer på det tyske marked, hvor vi ser et stort potentiale for yderligere vækst i de kommende år. Det gælder inden for flere bygningstyper, men ikke mindst skoler, hvor der bliver investeret milliarder af euro i disse år, og hvor vores produkter kan gøre en forskel for indeklimaet, siger Jesper Kvist.

– Vores projektkonsulenter har dialog med arkitekter over hele Tyskland, og vi deltager også på mange messer. Med det nye showroom har vi fået markant bedre mulighed for i hverdagen at vise vores produkter frem i eksklusive rammer. Showroomet giver os også gode rammer for virtuelle kundemøder, hvilket er en stor fordel under corona-pandemien, fortsætter han.

Karakterfulde designløsninger

I det nye showroom er monteret et udvalg af akustikplader fra Troldtekts nye designserie, som er vinder af ICONIC Awards 2019 og German Design Award 2020 – og nomineret til DETAIL Produktpreis 2020.

Besøgende kan blandt andet opleve lofter med varianten Troldtekt line, som har langsgående spor i pladernes overflade, og som giver oplevelsen af en visuelt rolig og sammenhængende flade. Også en hel væg med designløsningen Troldtekt rhombe indgår i showroomet.

– Vi tilbyder en bredde, som giver arkitekter og bygherrer stor frihed til at vælge et akustikloft efter deres egen smag. Nogle af løsningerne passer godt ind i et nordeuropæisk design med rette vinkler og lyse farver, mens andre er mere ekspressive i deres udtryk med varmere farver og mønstre, siger Jesper Kvist.

FAKTA OM TROLDTEKT:

  • Troldtekt A/S er en familieejet dansk virksomhed, som er førende udvikler og producent af akustikløsninger til lofter og vægge.
  • Siden 1935 har naturmaterialerne træ og cement været råvarerne i produktionen, som foregår i Danmark under moderne, miljøskånsomme forhold.
  • I 2015 etablerede Troldtekt det tyske datterselskab Troldtekt GmbH i Hamburg, som nu har udvidet med større kontor og nyt showroom i Hamburg.
  • Troldtekts forretningsstrategi er tilrettelagt med designkonceptet Cradle to Cradle som det centrale element for at sikre miljømæssige gevinster.

YDERLIGERE INFORMATION:

Adm. direktør i Troldtekt A/S Peer Leth: 8747 8130 // ple@troldtekt.dk 
Marketing- og kommunikationschef Tina Snedker Kristensen: 8747 8124 // tkr@troldtekt.dk