Mål 3: Sundhed og trivsel

 

60 procent af akutte luftvejsinfektioner hos børn skyldes miljøforhold i børnenes omgivelser. Det fremhæver amerikansk forskning fra det amerikanske National Institute of Environmental Health Sciences (NIEHS) og Environmental Protection Agency (EPA), som pointerer, at vi tilbringer helt op til 90 procent af vores liv indenfor. Hjemme, i transportmidler, på arbejde eller i offentlige bygninger.

Derfor er det afgørende at have fokus på sundheden i det byggede miljø, og ifølge WHO er der potentiale for forbedring. I en undersøgelse fra 2006 påviste verdenssundhedsorganisationen, at vi primært bliver udsat for luftforurening, når vi er inde. Børn er særligt eksponerede, da de har en højere åndedrætsvolumen og dermed indånder større luftmængder end voksne.

Grundig indholdsanalyse

Troldtekt ønsker at bidrage til bygninger, som er sunde for mennesker at opholde sig i. Det gør vi blandt andet ved at dokumentere materialesundheden i vores produkter.

Troldtekt træbeton er fremstillet af dansk træ og cement. Som en del af vores Cradle to Cradle-certificering er vores produkter grundigt analyseret. Indholdsstofferne er defineret ned til 100 ppm (parts per million) og vurderet for indvirkningen på mennesker og miljø. Analysen er udført i regi af Vugge til Vugge Danmark, som er akkrediteret vurderingsorgan under Cradle to Cradle Products Innovation Institute.

I praksis betyder vores systematiske arbejde med Cradle to Cradle altså, at vi kender alle indholdsstoffer i vores produkter i detaljer og har dokumentation for, at de ikke indeholder skadelige stoffer. Via Cradle to Cradle går vi mere grundigt til værks end andre certificeringer, som blot opererer med indeholder ikke-lister.