Eksklusive lokaler til den næste generation af klassikere

UR Contemporary Art and Interior fungerer som udstillingsvindue for nye og upcoming designere. For at give kant til hvert lokale er der valgt hele tre forskellige slags Troldtekt akustikplader – klassiske grå, Troldtekt contrast med birkefiner og sortmalet Troldtekt line.

Foto: Tommy Kosior, Troldtekt A/S

Ved Amager Strandpark i den runde bygning Twister Towers stueetage holder UR Contemporary Art & Interior til. Det 200 kvadratmeter store showroom er fordelt mellem tre lokaler, som tilsammen udfylder den runde grundplan med produkter henvendt til high-end indretnings- og kunstelskere.

Michael Dyreholt er ejer af UR Contemporary Art & Interior.

– Vi vælger produkter, som ikke er mainstream, men utraditionelle og anderledes. Det er i den eksklusive ende, hvor kunderne går op i kunst, design og bolig, men ikke vil have en Y-stol ligesom naboen. Og hvor de, som kan lide kunst, bliver inspireret til at købe designmøbler, og de, der går op i designmøbler, bliver inspireret til at købe kunst, siger Michael Dyreholt.

– Produkter, som findes i bolighuse, finder kunder ikke i UR Contemporary Art & Interior. Kriteriet er, at vi ikke arbejder med mainstream brands, du kan købe alle steder, men fra nye og upcoming designere. Vi ønsker at inspirere, udfordre og hjælpe vores kunder med at understøtte deres identitet og det univers, de ønsker.

Rum med forskellige udtryk

I den runde stueetage er facaderne udadtil af glas, så nysgerrige kan kigge ind på alle tider af døgnet. Indretningsarkitekter, arkitekter og designere bruger desuden lokalerne til møder for at være i inspirerende omgivelser.

– Oplevelsen er det vigtigste. Man skal få en fed oplevelse, blive inspireret eller få en ny ide, siger Michael Dyreholt.

Indenfor har det første rum, man træder ind i, et blødt og organisk udtryk, hvor for eksempel væggene er beklædt med rå granit. Det andet lokale har et mere råt udtryk med glas, beton og jern. Det tredje rum er det mest lyse, da det vender ud mod Amager Strand, og solen lyser det op. Her er der valgt lyse og bløde materialer som træbeklædning af væggene.

– Jeg er meget selektiv med, hvilke produkter vi tager ind, da jeg har et udtryk, jeg er tro mod. Det er råt, har kant og er både feminint og maskulint. Lokalerne oser generelt af jern, beton, træ og glas og har et urbant look. Her skal kunsten og designmøblerne passe ind, siger Michael Dyreholt.

Troldtekt skaber stemning

UR Contemporary art & Interior har tre forskellige Troldtekt akustikløsninger for at skabe den rette stemning i hvert enkelt område. På den største loftsflade er der Troldtekt contrast, hvor akustikplader i grå natur er beklædt med trælister i birkekrydsfiner med synlige finerkanter.

Derudover er valgt klassisk Troldtekt i grå natur og Troldtekt line, som – ligesom contrast – er en del af Troldtekts prisvindende designserie.

– Troldtekt bryder fladerne, da loft og vægge ellers nemt kan gå i et. Udtrykket med de forskellige Troldtekt løsninger giver kant, samtidig med at det skaber en hyggelig stemning. Mange af mine kunder er begejstrede for både designet og akustikken, og de er ofte selv i en byggeproces. Alle ønsker, at deres hjem bliver et sted, der er rart at være, og det er kun blevet forstærket med corona-pandemien, hvor vi befinder os mere hjemme, siger Michael Dyreholt.