Højhuset TRÆ samler cirkulære erfaringer

TRÆ bliver det nye vartegn i Aarhus, og i en debat på Building Green Aarhus delte aktører i projektet deres erfaringer fra det 78 meter høje byggeri, som er et foregangseksempel inden for cirkulært byggeri. Debatten var faciliteret af We Build Denmark – med Troldtekts nye chef for cirkulære løsninger, Darma Louise Duus, som moderator.

18.04.2024

Der var fuldt hus i salen foran Main Stage under sessionen om højhuset TRÆ, som foregik torsdag den 11. april ved Building Green i Aarhus. Fire af projektets aktører delte deres foreløbige erfaringer fra projektet på Sydhavnen i Aarhus, som bliver Danmarks højeste hybrid-træbyggeri. Her er bygherrerne – PFA Pension og Kilden & Hindby – gået all in på cirkulære løsninger.

Darma Louise Duus, som er ny chef for cirkulære løsninger hos Troldtekt A/S, modererede med sikker hånd samtalen om TRÆ. Hendes tidligere arbejdsgiver, brancheklyngen We Build Denmark, stod bag sessionen.

I panelet på scenen sad:

  • Henrik Kjærgaard-Phillipsen, projektchef ved Kilden & Hindby
  • Christian Fundby Schou, Head of Advanced Product Development hos DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut
  • Christian Wittrup, markeds- og relationschef hos a:gain
  • Jan Rohde, stifter af GreenDozer

Etager dedikeret til eksperimenter

TRÆ er et både nytænkende og ambitiøst projekt, som viser, hvordan det er muligt at bygge cirkulært, når viljen til samarbejde er til stede. Formålet med sessionen på Building Green var så konkret en samtale om projektets løsninger som muligt, så andre kan kopiere og lære af byggeriet.

Både ude og inde er der til TRÆ anvendt en stor mængde genbrugsmaterialer, og tre af de 20 etager er endda dedikeret til at eksperimentere med materialer; én etage er udelukkende opført med genbrugsmaterialer, én er med biobaserede materialer, og én er med upcyclede materialer.

Til genbrugsetagen er blandt andet valgt genbrugte Troldtekt plader, der er leveret fra GreenDozer som direkte genbrug. Gulvene på samme etage kommer fra nedrevne boligblokke i Gellerupparken i Aarhus

GreenDozer og a:gain har leveret henholdsvis genbrugsmaterialer og upcyclede materialer til TRÆ, og begge kunne fortælle, hvor vigtigt det er at inddrage de udførende i materialevalget. Christian Wittrup fra a:gain talte også om den praktiske kvalitetskontrol på byggepladsen – og pointerede vigtigheden af, at branchen kontinuerligt bidrager med materialer til genbrug og upcycling, så der er en fornuftig forretning i de cirkulære løsninger.

Fra tag i Herlev til facade i Aarhus

Et særligt spektakulært element på TRÆ er facaden, som er beklædt med aflagte aluminiumstagplader fra et alment boligbyggeri i Herlev. Målet var egentlig at anvende træ, men det var ikke muligt af brandtekniske årsager. I stedet gennemførte DBI omfattende test af facademodellen med tagplader.

Henrik Kjærgaard-Phillipsen fortalte på Building Green, hvordan risikoen ved at genbruge de gamle plader blev grundigt vurderet. De genanvendte plader har en forventet restlevetid på hele 80-100 år, og placeringen af pladerne tager højde for, at det senere hen er lettest at udskifte dem på de nederste etager.   

De mange tilhørere gik fra salen og videre ud til udstillingerne på Building Green med masser af konkrete pointer om cirkulært byggeri i praksis.

Læs mere om TRÆ og materialevalgene i vores temaartikel. Her indgår blandt andet et interview med Henrik Kjærgaard-Phillipsen.

FAKTA: Om Building Green Aarhus

  • Flere end 3.000 gæster besøgte Building Green Aarhus.
  • Eventet blev afholdt 10.-11. april 2024 i Aarhus Congress Center.
  • De to dage bød på cirka 80 udstillere og 80 talere, fordelt på tre scener.