Årets skolebyggeri er meget mere end en skole

Børne- og Kulturhuset i Høje-Taastrup Kommune er et levende hus, hvor et hav af funktioner smelter sammen. Vi har talt med Lene Jensby Lange, der rådgiver om læringsmiljøer. Som medlem af fagjuryen var hun med til at kåre det særlige Børne- og Kulturhus til Årets skolebyggeri 2023.

Et ord, der kendetegner Høje-Taastrup Kommunes nye Børne- og Kulturhus, er ”livligt”. Det står allerede klart, når man hører, hvor mange forskellige aktiviteter og institutioner der er samlet under samme tag.

Årets skolebyggeri har plads til en skole med to spor fra 0. til 6. klasse, men bygningen huser også et dagtilbud med både børnehave- og vuggestuebørn og en SFO. For slet ikke at tale om kulturtilbuddene i form af både en musik-, billed- og dramaskole. Endelig fungerer huset også som kulturhus for det omkringliggende boligområde, Taastrupgaard, og kommunens øvrige indbyggere.

Lene Jensby Lange er indehaver og direktør i konsulenthuset Autens, der rådgiver om skoleudvikling og læringsmiljøer. Hun har også siddet med i fagjuryen, som – sammen med de offentlige stemmer – udvalgte årets skolebyggeri, og hun ser mange unikke styrker ved huset i Høje-Taastrup.

– Du får et flow ind og ud af de mange, der bruger huset, men du får også andre fagprofessionelle i huset, der får en dagligdag med lærere og pædagoger. På den måde fletter huset en masse forskellige fagligheder og interesser sammen, og de kan berige hinanden, så man får en skole med langt bedre mulighed for at arbejde kreativt. Både det musiske, billedkunst og håndens arbejde kommer tæt ind i børnenes dagligdag, siger hun.  

Børne- og Kulturhuset, der er på 9.500 kvadratmeter, stod færdig i januar 2023.

Loftsbeklædning med akustikplader fra Troldtekt i kulturbyggeri

Et hus med masser af muligheder

Det er naturligvis børn og unge, der er i centrum i det nye Børne- og Kulturhus, men bygningen er designet til at kunne rumme flere aktører og typer af aktiviteter på forskellige tider af døgnet. Den består af to idrætssale, en motoriksal, to billedkunstlokaler, seks musiklokaler, lyd- og medierum samt selvfølgelig de mange undervisningslokaler og daginstitutionerne.

Og de mange muligheder vil være en gevinst for børnenes læring, vurderer Lene Jensby Lange:

– Det skaber et større mulighedsrum, end en skole normalt kan tilbyde. Det handler både om, at de har nogle faciliteter til rådighed, som man ikke har andre steder. Men det handler også om, at børnene har flere voksne, der har deres daglige gang i huset, som kan lære fra hinanden. I læringsmiljøerne har man gjort sig umage for at skabe varierede muligheder. Det betyder, at børnene kan ”flexe” ind og ud af forskellige typer af læringsmiljøer, siger hun og giver nogle eksempler:

– Der er mulighed for samling og mulighed for samarbejde. Der er steder, hvor børnene har baser og mødes. Der er også gode fællesarealer, som samtidig har mange små kroge, fordi det er vigtigt at have steder til fordybelse, og til at have gode og fortrolige pauser med vennerne. Så man sidder ikke bare i en klasse hele tiden, men har mulighed for at lære, samarbejde og være sammen på mange måder, siger hun.

Skolen er opbygget med fire såkaldte kulturklynger – musik, teknologi, kreativitet og bevægelse – som har hver sin visuelle karakter. Et kulturtorv med en trappe i midten udgør ’hjertet’ og det såkaldte kulturtorv.

Livligt hus stiller krav til materialer

Man kunne få den tanke, at et hus med så mange brugere og muligheder nemt bliver kaotisk, men her kan Lene Jensby Lange berolige:

– Det hele er ikke bare blandet sammen. Du kommer ind i en foyer, som åbner for en buffet af muligheder. Herfra vil brugerne skulle forskellige steder hen. Selve skoledelen trækker sig ovenpå, og så har du de fleste faglokaler nede i stueplan. Det er et ret velorganiseret hus, der distribuerer sig rimelig naturligt, forklarer hun. Hun understreger dog, at husets mange brugere og muligheder stiller store krav til materialer og indeklima:

– Akustik er utrolig vigtigt. Det er en grundlæggende forudsætning for, at husets mange potentialer og formål kan forløses. Der er heldigvis sket en kæmpe udvikling på det felt, som gør, at vi i dag godt kan have mere åbne miljøer, hvor du stadigvæk kan få ørenlyd og skabe fordybelse – også selvom der er mange samlet, siger hun.

Hun peger på, at lofterne og andre overflader bidrager med akustisk regulering, og at der derudover er tænkt akustisk regulering ind i blandt andet inventarinstallationer.

 

Børns læring afhænger af et godt miljø

Der er valgt flere varianter af Troldtekt akustikløsninger til lofterne for at bidrage til et sundt indeklima med behagelig akustik. Rundt på skolens almindelige arealer er der Troldtekt i lys natur, og i hallerne er der monteret grå Troldtekt akustikplader som en vægløsning.

– Både børnene og det pædagogiske personale tilbringer mange timer i huset hver dag og bruger det fleksibelt i alle dets facetter fra lukkede baserum og faglokaler til de åbne flader. Det er derfor vigtigt at sikre et roligt og behageligt akustisk miljø i husets mange rumligheder, så fordybelse, leg og læring har gode vilkår.

Høje Taastrup Børne- og Kulturhus’ indre og ydre tager udgangspunkt i de samme typer materialer – tegl, beton, træ og glas. Indvendigt er det holdt i lyse og luftige nuancer med masser af dagslys, og klyngernes særskilte design træder tydeligt frem.

Til de neutrale vægge er der valgt en let lysegrå farve, der toner lyset lidt ned og gør det mere behageligt for øjnene. Gulvene er af linoleum i nedtonede pastelfarver som modvægt til de mere rå overflader i beton og stål. Samtidig er farveskift i gulvbelægningen med til at indikere zoneskift og wayfinding.

Loftsbeklædning med akustikplader fra Troldtekt i kulturbyggeri

FAKTA: Børne- og Kulturhuset

Husets institutioner:

  • Dagtilbud: Plads til 120 børnehavebørn i 6 grupperum. 80 vuggestuebørn på 8 mindre baser

  • Skole 0.-6. klasse: Rum til to spor med plads til 392 elever. Fra åbningen i januar 2023 var det to 0. klasser og et spor 1.-4. klasse.

  • SFO

  • Kulturskoler: Musik-, Billed- og Dramaskole

  • Kulturhus: Fritidsbrugere er pt. Fægteklubben og Taekwondo-klubben.

 

Husets faciliteter:

  • To sale til idræt, arrangementer mv. En motoriksal til Dramaskolen og i dagtimerne til daginstitutionen. to store billedkunstlokaler. Seks musiklokaler. Lyd- og medierum. Kulturtorv – husets hjerte. Makerspaces.

  • Skolen har egen idrætsplads.

  • Huset har 160 solcellepaneler på taget, som producerer min. 50.000 kWh årligt.